Mad på bordet

Den 1. april ændrede Epilepsihospitalet Filadelfia, Neuropædiatrisk Afdeling sine regler om forplejning. Nu er forplejning for en medindlagt forælder helt uden beregning. Andre spændende tiltag på området er allerede gennemført eller på vej inden længe - Mad på bordet er arbejdstitlen på et af de kommende tiltag.

Nu gratis mad til den ene forælder

 - Den nye ordning med betalt forplejning for den ene medindlagte forælder handler ikke kun om økonomi, men gør alt med forplejning på afdelingen væsentligt nemmere for alle parter, udtaler ledende sygeplejerske Conny Brandt, Epilepsihospitalet Filadelfia, Neuropædiatrisk Afdeling. Alle ved, at der er rigeligt at se til, når man er medindlagt forælder,  samarbejdet mellem afdeling og forældre betyder meget. Derfor er det også vigtigt at gøre oplevelsen som medindlagt forælder så god, som overhovedet muligt.

Mad på bordet

For tiden arbejdes der på tværs af flere afdelinger på Filadelfia med et projekt, der har fået arbejdstitlen ”Mad på bordet”. Hen over sommeren vil man kunne opleve resultatet af dette arbejde.

- Vi har længe haft et ønske om at lave maden mere børnevenlig, siger Conny Brandt. Fokusgruppeinterviews har vist, at der er et behov for at sætte fokus på maden i afdelingen. Ikke bare med udgangspunkt i hvad vi spiser, men også hvordan vi serverer maden for vores børn.

Fokusgruppeinterviews beskrev maden som ikke børnevenlig, og noget fra det børnene får serveret hjemme hos familierne selv. Der har helt specielt været et behov for at den varme mad blev mere børnevenlig.

- Vi har allerede foretaget nogle ændringer i menuen, fortælle Conny Brandt, og i et tæt samarbejde med Køkkenet arbejder vi nu målrettet på at få en mere æstetisk servering, som kan medvirke til at maden opleves mere lækker.

forældrekøkken på Epilepsihospitalet Filadelfia

Forældrekøkken en stor succes

Der tænkes også nyt omkring forplejning af forældre. I lidt mere end et halvt år har det været muligt for forældre med indlagte børn på Epilepsihospitalet Filadelfia at benytte forældrekøkken. Det er ikke kun madopskrifter der bliver udvekslet, når forældre møder hinanden over gryderne, der opstår også tætte netværk omkring det at have børn med epilepsi.

Det var en forælder, der i sommeren 2015 tog initiativet til at få etableret et forældrekøkken på Epilepsihospitalet Filadelfia. Med hjælp fra Vordingborg Køkken og en positiv indgang og et større kontant bidrag fra Epilepsihospitalets ledelse lykkedes det at få køkkenet etableret og klar til brug i eftersommeren 2015.

Sidegevinster ved køkkenet

- Der er helt klart sidegevinster ved forældrekøkkenet, udtaler ledende sygeplejerske Conny Brandt, Epilepsihospitalet Filadelfia, Neuropædiatrisk Afdeling. Vi oplever at der opstår et tæt netværkssamarbejde mellem forældrene, til stor gavn ikke bare for dem selv, men såmænd også for os. Så der bliver udvekslet meget mere end blot madopskrifter, når man mødes i køkkenet.

Ingen konkrete regler for brugen af køkkenet

Conny Brandt fortæller at køkkenet bliver flittigt benyttet, og det indtil videre ikke har været nødvendigt at opstille præcise regler for brugen af køkkenet. Alle passer fint på den nye facilitet.

- Køkkenet er indrettet, så man kan sidde og nyde sin mad her. Men vi oplever også, at nogle tager deres mad med på patientstuen, hvilket er helt OK med os, slutter ledende sygeplejerske Neuropædiatrisk Afdeling, Conny Brandt.