Spring navigationen over

Nyheder

19. juli 2024

Ministerium godkender epilepsiprojekter

Administrerende direktør Lisbeth Nielsen vil nu i dialog om den videre proces

Foto af kommende administrerende direktør Lisbeth Nielsen

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har nu godkendt den endelige rapport fra det landsdækkende udvalg for ”Udbredelse af sundhedsfaglig viden om epilepsi i kommunerne 2020-2022/23.”

Også rapporten fra Det landsdækkende Udvalg om Transitionsprojektet 2019-2022/23 er godkendt af ministeriet. Begge rapporter blev godkendt 21. juni.

Filadelfia har stået i spidsen for projekterne, som har været understøttet af midler fra regeringen.

“Vi er stolte over, at begge rapporter er godkendte og glæder os over det gode samarbejde, som står bag.” siger Lisbeth Nielsen, administrerende direktør, Filadelfia.

Lisbeth Nielsen vil i dialog med blandt andre Epilepsiforeningen, Dansk Neurologisk Selskab og andre fagfolk om en videre proces, der kan føre til konkrete initiativer efter projekterne, der blev påbegyndt i 2019/2020, men dog blev forsinket af Covid-19.

Transitionsprojektet handler om overgangen fra børneafdeling til neurologisk afdeling, som tidligere har vist sig at være udfordrende.

Med den nye model er der blandt andet kommet en mere systematisk overlevering på tværs af afdelingerne.

Projektet ‘Udbredelse af sundhedsfaglig viden om epilepsi i kommunerne handler om videndeling, som mange steder har vist sig at være begrænset.

Derfor har der blandt andet været afprøvet en række værktøjer i praksis, herunder for eksempel en AI-baseret app, hvor medarbejdere i kommunerne har kunnet få svar på spørgsmål, der har været særlig relevante for egen funktion og målgruppe.