Nyheder
7. februar 2025
Fødselsdagsfest med Annika Aakjær
Filadelfia fylder 128 år, og det blev fejret med musik og kringle
![Sanger Annika Aaakjær spiller til Filadelfias 128-års fødselsdag](https://filadelfia.dk/wp-content/uploads/2025/02/Filadelfia_Nyhed_Aakjaer_7.feb2025.jpg)
Filadelfia fylder i dag 128 år, og det blev fejret i den fine gamle festsal, hvor Annika Aakjær gav koncert for særligt patienter, beboere, brugere og skolelever.
Lisbeth Nielsen, administrerende direktør bød velkommen og fik alle til at råbe hurra for Filadelfia.
Annika Aakjær sang på smukkeste vis, men fortalte også historier fra hendes liv. Hun har fx gået på samme gymnasie som statsminister Mette Frederiksen. Dog var Annika Aakjær det, hun selv kalder ‘fuld pensum pige’. Det forestiller hun sig ikke Mette Frederiksen var.
Efter koncerten havde køkkenet bagt fødselsdagskringle til alle afdelinger. Der er selvfølgelig flag i kagerne – ligesom der også flag vajede fra flagstængerne og ikke mindst bilerne.
Patienter, beboere og brugere blev kørt frem og tilbage i Filadelfias biler. De var selvfølgelig festligt klædt på med flag i dagens anledning.
Der var kringle til eftermiddagskaffen efter dagens aktiviteter.
Koncert støttet af legat
Arrangementet er økonomisk støttet af Susanne Hammelboes Legat – som særligt tilgodeser patienter på Langtidsafsnittet og de sociale beboere og brugere.
Musik er en universel sprogform, der ikke blot underholder, men også fremmer trivsel og fællesskab. Forskning har gentagne gange påvist, at musik kan reducere stress, forbedre kognitive funktioner og styrke sociale bånd.
Grundlagt i 1897
Det var landsbylægen Adolph Sell, som i 1897 grundlagde organisationen. Dengang hed organisationen Anstalten for epileptiske i Tersløse. Den første patient havde fået et epileptisk anfald i København og var hjælpeløs. Han blev dr. Sells første patient og var indlagt i otte måneder.
Siden er det gået stærkt. I dag har Filadelfia ca. 6.000 ambulante patienter og 1.350 indlæggelser årligt – samt sociale tilbud.