Spring navigationen over

Nyheder

10. februar 2025

Tillykke med Epilepsiprisen 2025

Kern Olofsson, ledende overlæge fik Epilepsiforeningens pris

Mads Ravnborg, sundhedsfaglig direktør siger tillykke til Kern Olofsson, ledende overlæge på Filadelfia

Som en fast tradition siden 2019 har Epilepsiforeningen igen uddelt Epilepsiprisen i forbindelse med Den Internationale Epilepsidag, og årets prismodtager Kern Olofsson får prisen på baggrund af hans mangeårige indsats som læge på Afdeling for Børn med Epilepsi. 

“Jeg er både glad og taknemmelig over prisen. Jeg blev overrasket, da foreningens direktør ringede til mig for at fortælle nyheden,” siger Kern Olofsson, ledende overlæge.

Epilepsiprisen er en pris, hvor alle har haft mulighed for at indstille kandidater. Efterfølgende har Epilepsiforeningens forretningsudvalg valgt vinderen blandt de indstillede kandidater.

Virkelig velfortjent
Epilepsiforeningens landsformand, Lone Nørager Kristensen sender på vegne af foreningen Kern Olofsson et stort tillykke med prisen:

“Det er virkelig fortjent, at Kern er modtager af Epilepsiprisen 2025. På vegne af foreningen vil jeg gerne sende ham en stor lykønskning og samtidig en dybfølt tak for hans indsats for børn med epilepsi, som gennem årene har været uvurderlig. Jeg er sikker på, at mange af hans patienter – både nuværende og tidligere – mener, at han er den helt rigtige modtager af årets pris,” siger landsformand Lone Nørager Kristensen.

Også  Mads Ravnborg, sundhedsfaglig direktør på Filadelfia mener, at prisen er velfortjent. De to mødtes i dag til en lykønskning.

” Kern Olofsson fortjener prisen. Han har en utrolig indsigt og viden om alverdens former for epilepsi hos børn. Han er også innovativ og har fokus på nye behandlingsformer. Desuden har Kern en rigtig fin fornemmelse for, hvordan familierne med børn med epilepsi har det, siger Mads Ravnborg,” siger Mads Ravnborg, sundhedsfaglig direktør på Filadelfia.

Baggrund og begrundelse

Det er ikke kun Epilepsiforeningens landsformand, der fremhæver Kern Olofssons betydning. Også i selve indstillingen bliver hans arbejde rost:

For hans kontinuerlige og engagerede indsats for at forbedre behandlingen og livet for børn med epilepsi gennem mange år. For god ledelse af Filadelfia’s børneafdeling og for en sjælden evne til at lytte til patienternes og pårørendes behov og finde de individuelt bedste tilpasninger af behandlingen.”

“Jeg har læst Kerns artikler og lyttet til nogle af hans foredrag. Jeg er sikker på, at vi ikke er de eneste, som har haft gavn af hans indsats. Jeg ville ønske, at andre kollegaer tager ham som eksempel på, hvordan man kan tackle epilepsibehandlingen i fællesskab med patienten.

Udover anerkendelsen modtager Kern Olofsson et diplom samt et skattefrit beløb på 10.000 kr.