2. juli 2025
Markant bedring efter fire ugers kognitiv terapi

Nyt studie viser, at Patienter med psykogene ikke-epileptiske anfald (PNES) oplever markant bedring efter fire ugers indlæggelse med kognitiv adfærdsterapi
I undersøgelsen indgik 122 patienter med PNES, som havde været igennem et fire-ugers behandlingsprogram på Epilepsihospitalet, Filadelfia i perioden 2018-2023. Analysen af de indsamlede erfaringer blev foretaget af neurolog Sigge Weisdorf og sundhedsfaglig direktør Mads Ravnborg, Filadelfia.
Studiet er publiceret i Danish Medical Journal.
Deltagerne i studiet var hovedsagelig yngre kvinder, 67% havde samtidig psykiske sygdomme som angst eller depression. 40 % var enten studerende eller i arbejde.
Patienterne fik kognitiv adfærdsterapi tre-fem gange om dagen, og havde pauser til refleksion og hvile. Terapeuterne opfordrede dem til at dele deres oplevelser. Patienterne var indlagte fra mandag til fredag – og var hjemme i weekenderne.
Patienterne besvarede fire spørgeskemaer rettet mod depression, angst, stress og livskvalitet ved indlæggelsen og ved afslutningen af behandlingsforløbet fire uger senere.
Besvarelserne viste klar forbedring for alle de fire spørgeskemaer efter de fire ugers behandling. Det gjorde ingen forskel om patienterne alene havde PNES eller om de havde PNES og epilepsi.
Kognitiv adfærdsterapi er en terapeutisk tilgang, der vil identificere og ændre negative og uhensigtsmæssige tanke- og adfærdsmønstre. Terapien antager, at negative tankemønstre kan føre til psykiske problemer og dårlig mental sundhed.
Studiet handler om danske patienter, og forskerne ville netop finde ud af, om terapien hjælper og om det gør en forskel, hvis man også har epilepsi samtidig med PNES.
PNES giver anfald, der ligner epilepsi, men ikke er epilepsi, og man ser ikke forstyrrelser i hjernens elektriske aktivitet ved EEG. PNES står for psykogene ikke-epileptiske anfald.