2. oktober 2025
Gardella valgt til bestyrelse i europæisk sammenslutning

Professor Elena Gardella fra Epilepsihospitalet, Filadelfia blev valgt som nordisk repræsentant i bestyrelsen ved ILAE’s europæiske kapitel
International League Against Epilepsy, ILAE offentliggjorde valget ved den internationale kongres i Portugal.
Som bestyrelsesmedlem vil professor Elena Gardella være med til at vejlede strategiske initiativer, støtte uddannelses- og træningsprogrammer samt fremme europæiske og globale partnerskaber for at forbedre adgangen til epilepsibehandling af høj kvalitet.
ILAE blev grundlagt i 1909. Organisationen er delt i seks regioner som ud over Europa tæller: Afrika, Asien/Oceanien, Latinamerika, Nordamerika og Østlige Middelhav.
Den europæiske region er meget aktiv, og Elenas Gardellas indsats kommer til at handle om konkret organisering og politisk planlægning for de næste fire år i Europa.
Det europæiske udvalg har syv medlemmer – de to mangler endnu at blive udpeget, men de fem er udover Danmark fra Storbritanien, Frankrig, Serbien og Kroatien.
Den europæiske region fungerer som en samordnende instans for de nationale sammenslutninger i Europa, som arbejder for at have en stærk stemme på sundheds- og politisk niveau i Europa. Formålet er at fremme epilepsiforskning, uddannelse, behandling og pleje i overensstemmelse med de overordnede retningslinjer i ILAE.