17. februar 2026

Åbne samtaler med de unge i transitionsklinik

”Jeg var meget åben med det der medicin, som jeg ikke er særlig god til at tage”. Sådan fortalte en 19-årig kvinde lige efter sin transitionssamtale, hvor der var tid og plads til, at hun turde fortælle hemmeligheden.

Vejen fra barn til voksen går gennem den nye transitionsklinik på 8. sal på Odense Universitetshospital, når man har epilepsi. Her får de unge hjælp til at finde ord om det svære ungdomsliv med epilepsi. En stor succes hvor de fortæller historier fra hverdagen, som de ikke har turdet fortælle før.

Det hele begyndte med udviklingssygeplejerske Ole Abildgaard Hansens Ph.d. i 2021, hvor han skabte klarhed over behov og ønsker fra de unges side. Projektet er udviklet til at støtte unge med epilepsi i overgangen fra børne- til voksenbehandling i sundhedsvæsenet.

Det er i høj grad lykkes at få forskningen fra skrivebordet ud i klinikken, hvor der nu er transitionsklinik hver tredje onsdag med plads til to samtaler, hvilket dækker behovet i forhold til epilepsi.

“Jeg er lidt stolt af det nye forløb idet det viser, hvordan forskning med det samme kan ændre patientbehandling,” siger Christoph Beier, professor og leder af Epilepsiklinikken, OUH.

Plads til forbedring
Førhen blev de unge afsluttet som patient på børneafdelingen, når de fyldte 18 år. Ventetiden var op til et år, før de kom til konsultation på voksenafdelingen. Ventetiden gav frustrationer, de unge vidste ikke, hvor de skulle gå hen med de mange spørgsmål. Det er der rådet bod på med transitionsklinikken. Ventetiden er også nede på en til to måneder. I den tid kan de stadig kontakte begge afdelinger med spørgsmål.

“I mit projekt observerede og dokumenterede jeg, hvad der skete i overgangen fra barn til voksen på hospitalet. Det var overraskende. Det var ikke en konsultation, som forberedte de unge. Når de blev indkaldt til journaloptagelse på voksenafdelingen fik de et kæmpe chok. De unge måtte gentage deres sygdomshistorie – ofte et langt forløb. Måske havde de en forventning om, at læger og sygeplejersker havde læst op på det i forvejen. Der var åbenlyst plads til forbedring,” fortæller Ole Abildgaard Hansen.

“Der var ikke tid til, at de unge fortalte, hvad det betyder for dem at tage medicin i forhold til skole og hverdagslivet. De går gennem en stor udvikling med venner, kærester, sexliv og fritidsliv – det fylder for dem. Det skal også fylde på hospitalet. Medicin, anfald og bivirkninger er vigtigt, men det er de psykosociale ting også. De unge skal fylde i klinikken,” siger Ole Abildgaard Hansen.

Portræt af Ole Abildgaard, sygeplejerske, OUH — Ole Abildgaard Hansen, udviklingssygeplejerske, OUH

I dag sender voksenafdelingen velkomstbreve med navngivne kontaktpersoner, sygeplejersken henter de unge på børneafdelingen og følger dem til voksenafdelingen, og der er en særlig transitionssamtale, hvor medarbejdere fra begge afdelinger deltager. Der er tid, plads og rum til at de unge taler – og medarbejderne lytter.

Samtaler om mobning, alkohol og medicin
Her kommer de sårbare samtaler om mobning i skolen på grund af epilepsi, stort forbrug af alkohol og medicin, som ikke bliver taget.

Ole Abildgaard Hansen optog alle transitionssamtaler med de unge mennesker på video og lyttede til de unge lige efter samtalen:

”Jeg fik mulighed for at tale om nogle ting, jeg normalt ikke diskuterer. Ting, som jeg prøver at skubbe væk. Som for eksempel min fortid i folkeskolen og så videre. Jeg synes, det ville være godt at tale lidt om det. Jeg tror, at det at føle sig tryg og vide, at man er i gode hænder, hvilket bestemt var tilfældet, hjælper en med at åbne op og svare på spørgsmålene. Det gør det meget lettere.” (19-årig mand)

”Vi kom primært ind på det med mit byliv, som er blevet lidt eksploderende, siden jeg blev 18 år og alkohol og sådan noget. Men altså, der var sgu heller ikke noget dømmende af dem eller et eller andet. Det var bare, at jeg fortalte, og de lyttede og ja, så fik vi snakket det igennem.” (18-årig kvinde)

”Det var mere det der med, at der før var forældre med. Det var sådan set det, der sådan trykkede hele situationen. Nu var jeg meget åben med det der med medicin, som jeg ikke er særlig god til at tage og sådan noget. Det var ligesom, det er da helt fint, man finder bare løsninger. Altså der var ikke nogen der sagde: ”Nej det var ikke godt” og så havde jeg fået en skideballe og en del skæld ud.” (19-årig kvinde)

Ved samtalen med den 19-årige kvinde, som ikke havde taget sin medicin i to år, fordi hun ikke brød sig som bivirkninger, sad også en sygeplejerske med fra børneafdelingen, som kendte hende – men intet til problemerne med medicinen.

”Det var meget rørende og påvirkede os alle i rummet. Vi fik de unge på banen. Førhen havde forældre tit taget over, hvis de unge ikke svarede hurtigt nok. Nu havde vi tid,” siger Ole Abildgaard Hansen.

En ung mand fortalte om sin tid i folkeskolen, hvor han blev mobbet. Lærerne vidste ikke, hvad de skulle stille op med anfald og turde ikke tage ansvar for medicinen. Derfor var det også svært at tage med på tur.

”Interviewene viste, at det er vigtigt, at vi tier stille og lader den unge blive hørt. Vi har sådan et stort ønske om at hjælpe, vi har så mange ideer. Men i den første samtale er der behov for noget andet,” siger Ole Abildgaard Hansen.

”Vi er åbne for, at konsultationerne kan foregå på video og telefonen. Vi vil gerne fastholde dem i at komme på voksenafdelingen. Vores erfaring viser, at en del unge afslutter sig selv som patient – fordi de udebliver fra konsultationerne. Det vil vi gerne undgå,” siger Ole Abildgaard Hansen.

Projektet var delt i tre faser.

Det første var den undersøgende fase med 15 unge med epilepsi – 10 forældre, hvor Ole Abildgaard Hansen kortlagde, hvordan praksis så ud på afdelingerne samt hvilke behov og udfordringer familierne havde i transitionsprocessen og hverdagslivet med sygdommen.

I den anden fase skulle gruppen udvikle ideer og pege på, hvilke løsninger der reelt tog højde for de unges behov og hverdag. Her deltog seks unge, seks forældre, tre overlæger og seks sygeplejersker.

Den tredje fase var pilotafprøvningen. Her deltog ni unge og tre sygeplejersker.

Næste step

Det har været et stort arbejde at få projektet i drift. Det handler også om ressourcer fra den ene afdeling til den anden.

Men nu fungerer transitionsklinikken. Sideløbende blev der integreret strukturerede screening for psykiatriske symptomer ved brug af patient rapporterede oplysninger (PRO) i forløbet for at opspore problemer før de optræder. Næste studie skal handle om, hvorvidt den ekstra transitionssamtale og omsorg giver de unge et bedre liv. Måske kan det vise sig i mindre angst, depression, indlæggelser på skadestue. Et nyt studie skal også videreudvikle på ideer om fx en app, hvor man kan danne netværk og få svar på sårbare spørgsmål som fx alkohol og medicin.