Spring navigationen over

17. februar 2026

Ny specialevejledning med store ændringer for neurofysiologien

Foto af ny sundhedsfaglig direktør Steffen Birk på Filadelfia.

Der er risiko for kvalitetstab, hvis store dele af neurofysiologien ændres fra regionsfunktion til hovedfunktionsniveau.
  
Mens der ikke er ændringer angående behandling af epilepsi i specialevejledningen, så ser det anderledes ud for neurofysiologien.

Hidtil har størstedelen af de neurofysiologiske basisundersøgelser været udført på regionsfunktionsniveau med henvisning til, at det kræver særlig uddannelse og udstyr. I den nye specialevejledning er disse undersøgelser dereguleret til hovedfunktionsniveau. Det anføres dog, at undersøgelser ”bør udføres af speciallæge af neurologi med erfaring i klinisk neurofysiologi”.

Det mener sundhedsfaglig direktør på Filadelfia, Steffen Birk er et skråplan.

“Hvis neurofysiologien ændres til hovedfunktionsniveau, så er der ikke bindende formelle krav om, hvem der skal udføre eller analysere undersøgelserne, hvorfor alle i princippet kan etablere en neurofysiologisk enhed. Det medfører stor risiko for kvalitetstab,” siger Steffen Birk.

Steffen Birk har taget initiativ til en henvendelse til Sundhedsstyrelsen sammen med Dansk Neurologisk Selskab og Dansk Selskab for Klinisk Neurofysiologi.