Faglighed og følelser

Kan ligeværdigt samarbejde sættes på dagsordenen? I to år har vi undersøgt, hvordan ligeværdighed kan sikres mellem pårørende og medarbejdere, når de mødes i samarbejdet på bosteder. Det er et samarbejde, der ofte udfordres, fordi den verden, hvor pårørende og medarbejder skal samarbejde, er meget kompleks.

Det er en verden, hvor både lovgivningsmæssige rammer og personlige følelser skal rummes i mødet mellem medarbejderens faglighed og pårørendes viden og erfaring fra et levet liv med et sygdomsramt menneske.

Ligeværdigheden kan få svære vilkår, når samarbejdet foregår i rammer, som systemet har etableret. Med denne artikel vil vi illustrere, hvordan begreber som tillid, anerkendelse, inddragelse og respekt alligevel kan lave sprækker, så ligeværdigheden kan anvendes i de metoder vi bruger, når vi samarbejder.

Denne artikel er blevet til i samarbejde med vores projektambassadører, som er en pårørende og en medarbejder tilknyttet Filadelfias egne bosteder. De er blevet stillet fire spørgsmål, og deres svar har vi perspektiveret og diskuteret tilbage på vores egne projektobservationer.

Hvornår oplever pårørende og medarbejdere tydeligst ligeværdigheden i mødet med hinanden?

Et bosted er på en og samme tid er et hjem for borgere, en arbejdsplads for medarbejdere og en besøgsramme for pårørende.

Medarbejderne beskriver, hvordan de hver dag arbejder dedikeret med deres professionelle faglighed for at støtte borgerne på bosteder i at lykkedes. Pårørende beskriver omvendt deres privatrelation til borgeren, hvor personlige erfaringer fra et levet liv sammen giver den pårørende konkrete personlige viden og viden om de sundhedsfaglige aspekter ved deres kære.

For medarbejderen står oplevelsen af ligeværdighed stærkest i de øjeblikke, hvor pårørende ser dedikationen og møder medarbejderen med anerkendelse af, at medarbejderen har gjort alt, hvad der var fagligt muligt, for borgeren. For den pårørendes perspektiv opleves ligeværdighed, når den viden man har oparbejdet fra et helt liv anerkendes som valid og vigtig. For både medarbejder og pårørende handler ligeværdigheden altså om anerkendelse af den viden, man har – uanset om den er professionel eller forbundet til konkret og personlig erfaring.

I projektet ser vi, at både medarbejdere og pårørende har brug for at blive anerkendt for den omsorg og dedikation, de lægger, i det de gør, og den viden, de kommer med. Men vi ser også, at de lovgivningsmæssige rammer, som samarbejdet skal eksistere under, giver ligeværdigheden svære vilkår i mødet.

Hvordan vi sikrer, at de aftaler, vi laver, bliver til konkrete handlinger?

Vi ved, at samarbejdet mellem mennesker kan være svært. Samarbejde kan kræve redskaber at navigere, efter og det kan være nødvendigt at beskrive forventningerne til samarbejdet for, at det kan lykkedes.

Pårørende beskriver en intention om at ville inddrage medarbejderen og høre dennes mening om forskellige aspekter omkring borgeren. Det er ikke altid medarbejderen kan eller har mulighed for at svare på spørgsmål om fx indkøb af tøj til borgeren eller borgerens medicin. Når pårørende, som ellers har de bedste intentioner at ville samarbejdet med medarbejderen, så alligevel skal gå til lederen, kan det blive et irritationspunkt og skabe frustration for den pårørende.

Medarbejderen beskriver omvendt vigtigheden i, at alle aftaler beskrives, så alle medarbejdere ved hvem der er ansvarlig for hvad og, hvordan de skal løse konkrete opgaver. Det skal være meget præcist beskrevet, så ansvar for fx pårørendekontakt, VUM og sundhedsfaglige opgaver er fordelt.

I projektet har vi lært, at oplysninger om opgaver og beskrivelse af ansvaret er vigtigt. Når medarbejderne kender opgaver og aftaler omkring borgeren, og de ved, hvilke oplysninger de må give videre og til hvem, så skaber det tryghed. Vi ser også i projektet, at det ikke kun er medarbejderne, der har dette behov. For pårørende vil også gerne vide, om de fx må tømme opvaskemaskinen i fælleskøkkenet eller, hvem der ved, hvilke bukser det er mest praktiske at købe til borgeren. Modsat kan denne præcisering af opgaver og regelsæt måske også skabe en bekymring for misforståelser, fordi man bliver bange for at begå fejl eller svare forkert på et spørgsmål.

Hvad skal der til for at samarbejdet forankres som en grundlæggende værdi på et bosted? – Både ledelsesmæssigt, men også blandt medarbejdere og pårørende

Vi ved, at både bosteder, medarbejdere og pårørende er meget forskellige. Bosteder kan være organiseret meget forskelligt, medarbejdergruppen består af forskellige fagligheder og pårørende kan have forskellige relationer til borgerne.

For både medarbejder og pårørende handler det om at skabe et tillidsfuldt rum, hvor der er en ligeværdig og fælles forståelse af borgeren. For at samarbejdet skal lykkes, kræver det at medarbejdere og pårørende taler sammen. Både om hvem borgeren er, men også om hvilke udfordringer borgeren har. For medarbejderen handler det også om at være gode rollemodeller for hinanden. Man skal som medarbejder nogle gange turde gå forrest og vise nye kollegaer vejen og tilsvarende vise de erfarne medarbejdere, at der er andre faglige veje at gå.

I projektet ser vi derfor et håb, om at det varige og værdifulde samarbejde får bedre vilkår, hvis medarbejdere og pårørende arbejder ud fra en fælles forståelse af borgeren. Det kræver et trygt og tillidsfuldt miljø, hvor det er okay at være forskellige. Der kan dog være store forskelle i, hvordan man som professionel eller pårørende betragter udfordringer hos en borger. De professionelle arbejder med borgere, der som alle andre, har rettigheder. Det er samtidig borgere, hvis udfordringer og helbredsprofil er beskrevet i veletablerede journaliseringssystemer, som medarbejderne har adgang til når de er fagligt relevante. Det samme gælder ikke pårørende, medmindre de har værgemål eller aktindsigt i borgerens journaler.

Hvordan vi passer på borgeren og sikrer dennes integritet i samarbejdet mellem medarbejdere og pårørende?

Et bosted er et hjem, som skal understøtte borgerens sociale- og sundhedsfaglige behov – med respekt for borgerens integritet og medbestemmelse. Samtidig er bostedet også en ramme, hvor medarbejderne arbejder efter lovgivning og regler og et sted, hvor pårørende kommer for at besøge deres kære.

For både pårørende og medarbejdere handler det om, at vi passer på borgeren, når vi lytter og ser deres behov. Ikke kun ift. de oplysninger der kan hentes i journaler, men også oplysningerne vi får i dialogen med hinanden. Vi passer på borgeren, når vi er nærværende og er til stede, når borgeren har brug for det. For både pårørende og medarbejder er det vigtigt at viden, bæres videre. Dette gælder både mellem kollegaer i forbindelse med vagtskiftet og når nye medarbejdere introduceres til borgeren.

I projektet ser vi derfor, at samarbejde handler om at vi er aktive i vores videndeling. Men en ting er at dele viden, noget andet er, hvad vi gør med den viden. Der opstår dilemmaer, hvor de professionelle oplever behov eller ønsker hos borgeren, som dennes pårørende ikke kender eller ikke kan bakke op omkring. Det kan fx være seksuelle behov eller indkøb af stimulanser som alkohol eller cigaretter. Her kan det være svært at dele viden, fordi respekten for borgerens integritet og ønske om ikke at inddrage pårørende skal varetages. Samtidig ser vi bekymrede pårørende, der ikke nødvendigvis har ret til at blive inddraget, men ikke desto mindre står afmægtig på sidelinjen. I projektet ser vi, at de rammer, som omgiver pårørende og medarbejdere, ikke er ens.

Hvad konkluderer vi?

I projektet ser vi se eksempler på, i hvor stor grad følelser og faglighed har indflydelse på samarbejdet mellem pårørende og medarbejdere på bosteder. Vi ser mulighed for at trække ligeværdighed ind i mange arenaer, og i hvor høj grad det styrker samarbejdet. Men vi ser også, at der er nogle helt overordnede strukturelle rammer i bostedsregi, som gør det svært.

Når disse rammer og vilkår er gældende omkring borgeren, er det netop afgørende, at medarbejderne og pårørende taler sammen. Vi ser, at der fortsat findes måder baseret på åben dialog, tillid og trygge relationer, der kan danne vejen for at lykkes i det ligeværdige samarbejde.

Projektet

Projekt ’Samarbejde på Tværs – med fokus på ligeværdighed’ er et samarbejde mellem Filadelfias Sociale Tilbud og Filadelfia Forskning. Det er finansieret via midler fra Helsefonden, og det løb fra januar 2024 til december 2025. Vibeke Stubbings og Line Overgaard stod i spidsen for arbejdet.

Omdrejningspunktet for projektet er det samarbejdet mellem medarbejdere og de pårørende til voksne borgere der bor på bosted på grund af fx erhvervet hjerneskade. Borgeren er kernen i og årsagen til dette samarbejde, men der er i denne artikel alene fokus på de pårørende og medarbejdernes perspektiv på samarbejdet.