Spring navigationen over

Hospital/skole/Børn

I 1950’erne var de mindste patienter indlagt i månedsvis. De gik i skole og på legeplads. I dag er her undervisning for både børn og unge.

Epilepsi i børnehøjde

Da Filadelfias stifter, Dr. Adolph Sell, åbnede døren for patienter i 1897, var det faktisk ikke meningen, at hospitalet skulle behandle børn. Alligevel flyttede den første dreng med epilepsi ind på hospitalet allerede året efter. I løbet af de efterfølgende 50 år kom der flere og flere børn til, og i 1955 indviede Dronning Ingrid Dianalund Børnehospital med plads til 40 børn. Fra allerførste dag var der fuld belægning.

Behandling af børn var en hjertesag for den ansvarlige overlæge H.P. Stubbe-Teglbjærg, som lagde stor vægt på, at det skulle være et trygt hjem for børnene med skole og plads til fritidsaktiviteter og psykoterapi. Hospitalet var den første af sin art i Norden – og behandlingen virkede.

En af de første patienter havde haft 108 anfald på et år, og hans forældre brød sig ikke om behandlingen, han fik på det lokale sygehus. Efter ni måneder på Filadelfia fik lægerne stoppet anfaldene, og drengen fik det meget bedre. Bagefter blev han boende i Dianalund, som blev hans nye hjem.

I dag er der både hospital og skole til børnene i samme bygning.

Faktaboks

I 2018 indviede Filadelfia den nye legeplads »Spring ud«. Den er tegnet af firmaet Kompan og bygget, så børnene kan ses, når de leger, og børn i kørestol kan benytte mange af legeredskaberne. Legepladsen er et eksempel på, hvordan Filadelfia skaber tryghed og normalitet i et ellers fremmed hospitalsmiljø. Legepladsen er støttet af A.P. Møllerske Støttefond, Trygfonden samt Filadelfias Dispositionsfond.

Selv om der skulle gå over 50 år, før Filadelfia fik en børneafdeling, følger den oprindelige grundtanke med. Børn og unge skal have en normal hverdag med de oplevelser og muligheder, der følger med et børne- og ungdomsliv.