Spring navigationen over

15. september 2026

Det frivillige arbejde er foreningens styrke

Portræt af Peter Vomb, landsformand for Epilepsiforeningen 2026

Peter Vomb er nyvalgt formand i Epilepsiforeningen efter at have været næstformand og kredsformand i foreningen på Bornholm

Det frivillige arbejde står Peter Vombs hjerte nær. Det er også sådan, han har engageret sig i foreningen fra start.

Han kom med i Epilepsiforeningens lokale afdeling på Bornholm for mere end 25 år siden, og ved det første møde blev han straks valgt til suppleant og kort efter til lokalformand. Nu er han så valgt som formand for den landsdækkende forening fra juni 2026.

“Epilepsiforeningens styrke er, at det er en frivillig drevet organisation. Det er vigtigt, at formandsposten er bestridt af en frivillig. Det er en af vores stærkeste ting i foreningen, at der er frivillige medlemmer på posterne,” mener Peter Vomb.

 

Foreningen giver en identitet
Peter Vomb fik diagnosen epilepsi som 19-årig. Men han husker episoder, når han tænker tilbage på barndommen, hvor han er overbevist om, at han faktisk havde anfald som barn. Peter Vombs mor tog ham med til det første møde i foreningen, og han har været der siden.

“Det har givet en identitet at være lokalformand. Man bliver jo målt og vejet, når man møder andre mennesker, så har jeg haft mit anker hos foreningen. Jeg er jo ellers førtidspensionist,” forklarer Peter Vomb.

Menneskene gør indtryk
Foreningslivet har fyldt meget. Nogle gange har han været udtrættet efter to dage med møder. Så har der ikke været mange planer ugen efter. Men Epilepsiforeningen har ikke alene givet en identitet, den giver også energi og store oplevelser. 

“Menneskene og de historier, de fortæller, har gjort størst indtryk på mig i foreningen. Gode og de absolut forfærdelige. På vores sommerlejre har jeg mødt en masse mennesker med så meget i bagagen. Her tager vi hensyn til hinanden. Hvis man samler en masse mennesker, som bokser med de samme problemer, så er der også større forståelse,” forklarer Peter Vomb.
“Det store engagement og de høje faglige kompetencer inden for alle fagligheder fx læger, sygeplejersker og pædagoger, har også virkelig gjort indtryk på mig.”

Engang fik Peter Vomb fik et epileptisk anfald, mens han lå på ryggen. Han var ved at blive kvalt, men hans far kom springende og hjalp.

“Min far er stadig påvirket af den situation, selvom det er 20 år siden. Det sidder i ham. Frygt og angst fylder meget. Det har jeg talt med mange medlemmer om. Det er hele familien, som bliver påvirket af epilepsi,” siger Peter Vomb. Han er i dag velmedicineret og har ikke haft anfald i 20 år.

Som formand går han meget op i at få politikernes opmærksomhed, og at stat og kommuner overholder deres forpligtelser og fx udleverer alarmer. Politikerne skal oplyses om, hvad epilepsi er.

“Jeg oplever stadig et stort tabu og manglende viden. Det vil jeg gerne rykke ved,” forklarer Peter Vomb.

Han følger efter Lone Nørager Kristensen, som har været landsformand i 23 år. Der er ikke nogen tvivl om, at det er store sko at fylde ud.

“Foreningen har udviklet sig virkelig meget i de 23 år, hvor Lone Nørager Kristensen var landsformand. Lone har rykket foreningen vildt meget. Fra papirer til digitalt, professionel rådgivning og landskontoret er flyttet på grund af pladsmangel. Det er svært at følge efter hende.”

Nu skal foreningen videre med en organisationsproces. Der skal et større analysearbejde i gang, som skal kortlægge profiler på blandt andre landsformanden, og hvad der er behov for i de forskellige led. Det bliver forhåbentligt færdigt til landsmødet i 2028.

“Der kan jeg jo godt risikere, at jeg ikke passer ind,” forklarer Peter Vomb.

Han ser tiden an i Aakirkeby, hvor han blandt andet hjælper sin far med at give hø til køerne og passe hunden Zeus – som også har epilepsi.