Spring navigationen over

2. oktober 2025

Gardella valgt til bestyrelse i europæisk sammenslutning

Professor Elena Gardella fra Filadelfia 2024

Professor Elena Gardella fra Epilepsihospitalet, Filadelfia blev valgt som nordisk repræsentant i bestyrelsen ved ILAE’s europæiske kapitel

International League Against Epilepsy, ILAE offentliggjorde valget ved den internationale kongres i Portugal.

Jeg er dybt beæret og glad for at være blevet valgt til bestyrelsen for ILAE-Europe. Det er en enestående mulighed for at bidrage til arbejdet med at styrke epilepsibehandlingen på tværs af Europa – gennem samarbejde, videnskabelig fremdrift og uddannelse, siger Elena Gardella, som er tilknyttet Syddansk Universitet og Epilepsihospitalet, Filadelfia.

Som bestyrelsesmedlem vil professor Elena Gardella være med til at vejlede strategiske initiativer, støtte uddannelses- og træningsprogrammer samt fremme europæiske og globale partnerskaber for at forbedre adgangen til epilepsibehandling af høj kvalitet.

Min mærkesag er at bygge bro mellem klinisk praksis og forskning for at skabe bedre liv for mennesker, der lever med epilepsi. Jeg ser frem til at arbejde sammen med en fantastisk team af dygtige kolleger for at fremme inkluderende, evidensbaseret epilepsipleje,” siger Elena Gardella.

ILAE blev grundlagt i 1909. Organisationen er delt i seks regioner som ud over Europa tæller: Afrika, Asien/Oceanien, Latinamerika, Nordamerika og Østlige Middelhav.

Den europæiske region er meget aktiv, og Elenas Gardellas indsats kommer til at handle om konkret organisering og politisk planlægning for de næste fire år i Europa.

Det europæiske udvalg har syv medlemmer – de to mangler endnu at blive udpeget, men de fem er udover Danmark fra Storbritanien, Frankrig, Serbien og Kroatien.

Den europæiske region fungerer som en samordnende instans for de nationale sammenslutninger i Europa, som arbejder for at have en stærk stemme på sundheds- og politisk niveau i Europa. Formålet er at fremme epilepsiforskning, uddannelse, behandling og pleje i overensstemmelse med de overordnede retningslinjer i ILAE.