2. juli 2025
Et tværfagligt blik på transkønnede og kønsdiverse personer med epilepsi: En risikogruppe, der er underbelyst
Nyt studie fra Cleveland, USA undersøger transkønnede og kønsdiverse personer med epilepsi
Mennesker som identificerer sig som transkønnede og nonbinære udgør en stadig større gruppe.
Nyt studie undersøger mennesker med epilepsi og i hormonbehandling og/eller kirurgi for at bekræfte deres kønsidentitet. 80 % havde begyndt hormonbehandlingen efter de fik en epilepsidiagnose.
På trods af bekymringer om interaktion mellem kønsbekræftende behandling og epilepsimedicin, fandt forskerne fra Cleveland, at der ikke var nogen signifikant forskel i ordinationsmønstre mellem patienter, som får antiepileptiske lægemidler, kønsbekræftende hormoner og/eller operation – og dem der ikke havde.
Høj psykisk belastning
Resultaterne viser dog, at personer, som identificerer sig som transkønnede og nonbinære generelt har høj psykiatrisk belastning, og at der er behov for en tværfaglig tilgang til behandlingen – især med tanke på de mulige interaktioner mellem kønsbekræftende medicin og epilepsimedicin samt de høje selvmordsrater.
I hele gruppen havde:
- 68 % haft selvmordstanker
- 35 % forsøgt selvmord
- 29 % haft psykogene ikke-epileptiske anfald (PNES)
Overlæge Anne Sabers har haft enkelte med kønsskifte i sin konsultation. Men der kan sagtens have været flere transkønnede eller nonbinære uden, at det har haft hendes opmærksomhed.
Tidligere litteratur på området har været sparsom. Studiet fra Cleveland er den første undersøgelse, der bruger klinisk verificerede data til at beskrive denne befolkningsgruppe og betydningen af kønsbekræftende behandling.
Studiet er publiceret i Epilepsia
Skrevet af Lene Løvschall