17. februar 2026
Forskere i verdensklasse kommer til DICE 2026

160 forskere og eksperter i epilepsi fra 20 forskellige lande har allerede meldt sig til DICE 2026 6.-8. maj
Professorerne Guido Rubboli, Elena Gardella og Rikke Steensbjerre Møller fra Filadelfia står i spidsen for arrangementet og har valgt årets tema, som erDevelopmental and epileptic encephalopathies, DEE’er.
Tidlige og svære anfald
Developmental and epileptic encephalopathies (DEE’er) er en gruppe af alvorlige hjernesygdomme hos små børn. De giver tidlige og svære epileptiske anfald, som ofte ikke kan stoppes med almindelig medicin, og de kan påvirke barnets læring, udvikling og adfærd.
På DICE 2026 vil forskere og læger tale om, hvad man ved om årsagerne til DEE’er, hvordan de påvirker hjernen, og hvilke nye behandlinger der er på vej. De vil også vise eksempler på, hvordan genetiske fund kan bruges til at vælge bedre og mere individuelle behandlinger.
Oplægsholdere og deltagere favner bredt. Der er genetikere, klinikere, basale forskere og repræsentanter fra medicinalindustrien.
Navne i verdensklasse
Blandt de mange internationalt anerkendte oplægsholdere er
- Ingrid Scheffer, australsk børnelæge og professor ved University of Melbourne. Ingrid Scheffer er blandt verdens førende indenfor forskning i DEEer, og genetisk betingede epilepsier, og hun var blandt de forskere der fandt det allerførste epilepsi gen.
- Alexis Arzimanoglou, fransk/græsk børnelæge og professor fra Hospital San Juan de Déu, Barcelona. Alexis er desuden koordinator af EpiCARE, det europæiske reference netværk for sjældne og komplekse epilepsier. .
- Nicola Specchio, italiensk børnelæge og neurolog, der arbejder ved Bambino Gesù Children’s Hospital i Rom. Nicola er desuden præsident for ILAE Europe.
- Helen Cross, børnelæge og professor fra Great Ormond Street Hospital i London. Helen Cross var præsident for International League Against Epilepsy (ILAE) for perioden 2021–2025
Den internationale konference holdes for syvende gang. Filadelfia holdt sin første internationale konference om epilepsi med forskere fra hele verden i 2014. Konferencen bliver holdt på Comwell Køge Strand.