22. april 2024
Regionerne retter ind: Alle voksne med Dravet får adgang til vigtig medicin
Det er blevet lettere for voksne med den sjældne form for epilepsi, Dravet, at få adgang til behandling med præparatet Fenfluramin, oplyser Epilepsiforeningen.
Tidligere har Epilepsiforeningen været stærkt utilfreds med, at det ikke var alle voksne med Dravet, der fik lov til at til at prøve præparatet Fenfluramin, der blandt andet gør, at patienterne oplever færre epilepsi-anfald og dermed øget livskvalitet. Men nu ser det ud til, at de voksne, der søger om tilladelse hos de regionale lægemiddelkomiteer, får lov til at prøve medicinen. Det fortæller sygeplejerske og sundhedsfaglig rådgiver hos Epilepsiforeningen, Camilla Skødt Bonde.
Hun fortæller, at en mulig forklaring kan være, at ansøgningsprocessen er blevet mere
standardiseret, hvilket sundhedsfaglig direktør for Epilepsihospitalet Filadelfia, Mads Ravnborg, bekræfter.
Fenfluramin blev godkendt til behandling i Danmark i foråret 2022. Dog kun til børn og unge mellem 2 og 18 år. Medicinrådets eget fagudvalg, der laver den sundhedsfaglige vurdering af et nyt præparat, anbefalede ellers, at det blev godkendt til både børn og voksne.
Konsekvensen af den begrænsede godkendelse har siden da været, at behandlingsstedet skal søge de regionale lægemiddelkomiteer om godkendelse af behandlingen. Og det er altså det, der har gjort, at nogle voksne med Dravet er blevet godkendt, mens andre ikke er.
Hun regner ikke med, de voksne på et senere tidspunkt får samme vilkår som de 2-18-årige. For det vil kræve ny evidens af lægemidlets effekt, som er svær at frembringe for så lille en gruppe af patienter.
Fenfluramin til Dravet-patienter har i forsøg vist at kunne fjerne tre ud af fire anfald.
Dravet syndrom er en relativ sjælden form for epilepsi, der rammer børn i de første leveår. Der bliver født ca. tre børn med Dravet syndrom om året i Danmark.
Skrevet af Heidi Bendtsen Nielsen