Spring navigationen over

15. september 2026

Tre inspirerende dage med DICE

240 forskere og eksperter på fællesfoto på DICE 2026

DICE bekræftede endnu en gang sin rolle som en vigtig international platform for ny viden, samarbejde og udvikling inden for epilepsiforskning.

243 klinikere, basalforskere, repræsentanter fra medicinalindustrien og patientorganisationer fra hele verden mødtes i maj i Køge til den 7. Dianalund International Conference on Epilepsy (DICE).

Årets tema var Developmental and Epileptic Encephalopathies (DEE), en gruppe sjældne epilepsisygdomme, der typisk debuterer tidligt i barndommen og kan påvirke både udvikling og livskvalitet. Forskningen på området udvikler sig hurtigt, og en bedre forståelse af det fulde sygdomsbillede samt de genetiske og biologiske årsager åbner for nye, mere målrettede behandlinger.

På konferencen blev blandt andet diskuteret definitioner og klassifikation, genetiske årsager og sygdomsmekanismer samt komorbiditeter.

Nye krav til forskningen

Der blev også sat fokus på nye målrettede behandlinger, udvikling af nye behandlingsmål og ikke mindst på, hvordan vi bedst måler effekten af behandlingerne.

“Et gennemgående tema var behovet for at se hele patienten. For mange patienter og deres familier er det mindst lige så vigtigt at kunne forbedre søvn, motorik, kognition, adfærd og generel livskvalitet. Det stiller nye krav til både forskning, kliniske studier og de effektmål, vi anvender, når vi skal vurdere, om en ny behandling virker,” forklarer Rikke Steensbjerre Møller, professor på Filadelfia, som arrangerer konferencen.

Grund til optimisme
De mange faglige oplæg blev fulgt op af livlige diskussioner og erfaringsudveksling. Netop kombinationen af forskellige perspektiver fra klinikere og forskere til medicinalindustri, patientorganisationer var med til at skabe en bred og nuanceret diskussion af, hvor DEE-forskningen bevæger sig hen.

“Der er bestemt grund til optimisme. Der sker utrolig meget inden for DEE-området, og en lang række nye målrettede behandlinger er under udvikling. Nye genetiske og molekylære teknologier åbner muligheder for behandlinger, som for få år siden syntes langt fra klinisk virkelighed,” forklarer Rikke Steensbjerre Møller.

Vigtig international platform
Med deltagere og foredragsholdere fra hele verden blev DICE endnu en gang en vigtig platform for at dele den nyeste viden inden for epilepsi og for at skabe og styrke internationale samarbejder. Konferencen er samtidig et sted, hvor nye idéer opstår, eksisterende samarbejder udvikles, og nye kontakter knyttes på tværs af forskningsinstitutioner, klinikker, industri og patientorganisationer.

“Som arrangører er vi både glade og stolte over årets konference. DICE 2026 samlede et stærkt internationalt miljø omkring et område, hvor behovet for ny viden og bedre behandlinger er stort, og hvor udviklingen går stærkt,” siger Rikke Steensbjerre Møller.

Arrangørgruppen ser allerede frem mod næste DICE-konference i 2028.