2. oktober 2024
Videnshul: Forsker vil undersøge feberkrampers indvirkning på børns udvikling
Hvordan påvirker epilepsi og feberkramper udviklingen af børns hjerner foruden deres trivsel og præstationer i skolen?
Det vil forsker Julie Werenberg Dreier fra Aarhus Universitet nu se nærmere på i et nyt forskningsprojekt.
Studiet, der bygger videre på tidligere forskning fra 2019, vil tage udgangspunkt i data fra omkring 19.000 børn med epilepsi og 12.000 børn med feberkramper. Det betyder, at studiet bliver den største af sin slags, ikke kun i Danmark, men på verdensplan.
Med den ny viden vil forældre og skole kunne være på forkant med eventuelle faglige eller sociale udfordringer, som børn med feberkramper og epilepsi kan opleve i skolen. Samtidig kan sundhedspersonale være opmærksomme på, om der er behov for yderligere udredning, for eksempel en neuropsykologisk undersøgelse, der kan afdække barnets specifikke vanskeligheder.
Projektet har fået bevilliget knap 6,2 mio. kr. med støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond. De første resultater forventes klar i løbet af 2026.
Skrevet af Heidi Bendtsen Nielsen