Spring navigationen over

Nyheder

16. august 2024

Jens-Otto Jeppesen takker af

90 gæster deltog, da en af de store i det danske sundhedsvæsen takkede af torsdag.

Festsalen på Filadelfia i Dianalund

Festsalen var torsdag rammen om Jens-Otto Jeppesens afskedsreception, hvor han takkede af som administrerende direktør for Filadelfia. 90 gæster gjorde dagen både festlig og rørende. 

Bestyrelsesformand Leif Vestergaard Pedersen bød velkommen. Han begyndte også talerækken. De to mødte hinanden allerede for 40 år siden. 

“Du har haft en stor rolle i det danske sundhedsvæsen. En af de helt store stopper. Du har haft fokus på patienterne, husket medarbejderne, set helheder og haft lyst til forbedringer”, sagde Leif Vestergaard Pedersen.

Han fremhævede, at Jens-Otto Jeppesen kom til Filadelfia for næsten 13 år siden, hvor det kneb gevaldigt for Filadelfia på grund økonomiske vanskeligheder. Filadelfia var nær ved at lukke.

“Tak for at redde Filadelfia – uden dig ville patienterne være ilde stedt. Nu skal du  på pension. Derfor får du et par sokker fra bestyrelsen, så du kan  ture i de fynske alper”, sagde Leif Vestergaard Pedersen. 
Filadelfia_Nyheder_LeifVestergaardPetersen_2024
Bestyrelsesformand Leif Vestergaard Pedersen

Bestyrelsen gav også en klassiker til boghylden af Dostojevskij, som man kan tage frem på regnvejrsdage. Forfatteren Fjodor Dostojevskij havde selv epilepsi. Der var også gavekort til keramik til minde om tiden på Filadelfia.

I rækken af talere var sundhedsfaglig direktør Mads Ravnborg, konst. cheflæge Per Jørgensen, næstformand for F-Med Mette Kromann Rasmussen, tidligere bestyrelsesformand Kjeld Møller Pedersen, landsformand for Epilepsiforeningen Lone Nørager Kristensen, Conny Hjelm på vegne af Diakonforbundet samt Jens-Otto Jeppesen selv. 

Filadelfia_Nyheder_sal_2024
Festsalen var rammen om receptionen, hvor kollegaer, samarbejdspartnere og familie deltog

Tre markante ting gik igen i talerne

  • Den økonomiske redning af Filadelfia
  • Løft af det faglige niveau med Center of excellence
  • Epilepsisatsningen med regeringsbevillinger og øget fokus på epilepsi.

Sidstnævnte kom landsformanden for Epilepsiforeningen Lone Nørager Kristensen også ind på i sin tale. Epilepsisatsningen mundede ud i økonomiske bevillinger til blandt andet to projekter: Videndeling af epilepsi til kommunerne samt transition fra børne- til voksenafdelinger. To projekter hvor Filadelfia sad ved bordenden.

“I samarbejde med Dansk epilepsi Selskab og Epilepsiforeningen fik Filadelfia en pæn klat penge. Du var nok den, der havde det overordnede overblik. Det vil du også gerne have. Tak for samarbejdet. Vi er altid kommet frem til et godt kompromis”, sagde Lone Nørager Kristensen.

Filadelfia_Nyheder_LoneNøragerKristensen_2024
Landsformand for Epilepsiforeningen Lone Nørager Kristensen

Som repræsentant for medarbejderne fremhævede Mette Kromann-Rasmussen det gode samarbejde, ambitionerne om et højt fagligt niveau og arbejdsmiljøet.

“Vi kender kursen, sejlene er sat. I samarbejde med hinanden er vi kommet sikkert i havn og tanket op. Der er en ligeværdig og tryg kommunikation. Med dit fokus på hjernen med hjertet overgiver du roret til Lisbeth. Filadelfia står stærkere, og vi er klar til at sejle videre på nye eventyr, sagde Mette Kromann-Rasmussen, næstformand i F-MED.
Filadelfia_Nyheder_MetteKromann-Rasmussen_2024
Mette Kromann-Rasmussen, næstformand i F-MED på Filadelfia

Lisbeth Nielsen tiltrådte som administrerende direktør 15. juni. Jens-Otto Jeppsen fortsætter som direktør med særlige opgaver frem til årsskiftet.

Filadelfia_Nyheder_Jens-OttoJeppsen_2024
Jens-Otto Skovgaard Jeppesen har været Filadelfias adm. direktør i næsten 13 år og blev sendt godt afsted til et nyt kapitel.