Lisbeth Nielsen kommer fra en stilling som direktør i Sundhedsdatastyrelsen. Hun tager fat på sin nye hverdag som adm. direktør på Filadelfia den 15. juni, men allerede nu er hun rundt på afdelingerne for at hilse på.
“Jeg glæder mig til at stå i spidsen for Filadelfia. Det er en unik organisation, som med sit helhedssyn kan noget helt særligt inden for epilepsi og erhvervet hjerneskade. Der er en stor bredde i ydelserne og ikke mindst dedikerede medarbejdere, som er optaget af at gøre det bedste for patienter og borgere”, siger Lisbeth Nielsen.
Lisbeth Nielsen har været kontorchef i Danske Region og siden afdelingschef på Nordsjællands Hospital. Nu glæder hun sig til at komme tilbage til hospitalsverdenen.
“Min ambition for Filadelfia er, at det skal være det sted, patienterne helst vil være tilknyttet. Filadelfia skal placere sig solidt i den fremtidige organisering af sundhedsvæsenet, med et fremragende tilbud til patienter og samarbejdspartnere. Medarbejderne skal opleve, at være del af er en rar og attraktiv arbejdsplads, hvor man gør en forskel og samtidig udvikler sig fagligt,” siger Lisbeth Nielsen.
Lisbeth Nielsen var med til at etablere Sundhedsdatastyrelsen, som er en del af Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Nu bliver hun administrerende direktør for en organisation med en historie på 127 år.
“Vi er meget glade for, at Lisbeth Nielsen skal stå i spidsen for Filadelfia. Hun har bredt indblik i sundhedsvæsenet og stor erfaring med ledelse. Hun har god forståelse for de værdier, der er grundlaget for Filadelfia, så vi glæder os meget til samarbejdet”, siger Leif Vestergaard Pedersen, bestyrelsesformand.
Lisbeth Nielsen afløser Jens-Otto Skovgaard Jeppsen, som har været administrerende direktør i 12 år og nu vælger at gå på pension.