Korshuset/Rønnebærhus
Korshus, der i dag bliver kaldt Rønnebærhus, har en helt særlig placering i Filadelfias historie. Det stod færdigt i 1898, og det var den første bygning, der blev opført til hospitalet. De øvrige bygninger, der var i brug fra Filadelfias grundlæggelse i 1897, var alle oprindeligt bygget til andre formål. Det var stifter Dr. Adolph Sells grundtanke, at Filadelfia skulle tilbyde patienterne et hjem. Derfor ligger bygningerne spredt med haver imellem. På den tid var hospitalsbygninger ellers ofte mere præget af funktion end hygge, og de var gerne store bygninger med alle afdelinger samlet.
På Filadelfia skulle patienterne opleve hospitalet som et villakvarter med en grundlæggende hjemlig fornemmelse. Modsat andre hospitaler gik patienterne i deres eget tøj, og de måtte have familiefotos hængende ved deres seng. Sell skrev selv: »Hvert hus maa have saa meget af Hjemmets Præg i hele dets Udstyr og Ledelse, som Forholdene tillader. Den syge maa kunde lufte Kaffe i Huset.«
I dag er de fleste patienter kun indlagt kortvarigt. Derfor er der ikke samme fokus på at gøre hospitalet til et hjem. Men der er stadig trygge rammer, gårdhaver og adgang til grønne arealer i den nye hospitalsbygning.
Filadelfia og Dianalunds historie er vævet tæt sammen. Oplev historien på en gåtur på Filadelfias grønne områder og læs om historien, der knytter historien sammen.
I dag er Filadelfia Sorø Kommunes tredjestørste arbejdsplads. En del medarbejdere har været ansat gennem tre generationer. Respekt for hinandens fagligheder og et tæt samarbejde skaber et særligt fællesskab til gavn for patienter og borgere.
