Kunsten at give slip

Hvilken skole kan rumme epilepsien? Hvem holder øje med søvn, medicin og træthed? Og måske det sværeste spørgsmål: Hvornår skal man som forælder holde op med at være hukommelse for to og give slip?

Sanne, mor til Ingrid, begyndte at researche efterskoler, da Ingrid gik i 5. klasse. Ikke fordi der var panik. Men Sanne vidste, at det kan tage tid at finde den rigtige skole. Efterskoler med inklusionspladser reklamerer ikke nødvendigvis med det. Man skal læse sig frem, ringe rundt og tage på besøg. Helst længe inden ens barn selv har gjort sig tanker om efterskole.

Hun havde skrevet Ingrid op til både 9. og 10. klasse velvidende, at Ingrid måske ikke ville være klar det første år. En forsikring.

For de fleste forældre er efterskoleopholdet selve vendepunktet – året, hvor barnet for alvor tager et stort skridt mod ungdomslivet. Men når ens barn har epilepsi, begynder den bevægelse ofte længe før, kufferten bliver pakket.

Et skridt foran
Det begynder ofte med en søgning på nettet, en Facebook-gruppe og et opslag: Har nogen erfaringer med epilepsi og efterskole? Svarene ruller ind fra andre forældre, og man begynder at læse alt.

Sanne besøgte tre efterskoler og havde defineret sine kriterier på forhånd: Skolen skulle være lille, helst under 100 elever, ligge tæt på Aarhus og have inklusionspladser. Ikke som specialefterskole, men som en almen efterskole, der er vant til unge med særlige behov.

Niklas’ forældre, Dorte og Brian, fulgte samme spor. For dem var det aldrig et spørgsmål om, hvorvidt han skulle på efterskole – det var der aldrig tvivl om. Men hvordan det skulle lykkes med epilepsien, krævede forberedelse.

Da Niklas blev neuropsykologisk udredt, frarådede den fagprofessionelle direkte efterskole: Niklas udtrættes hurtigt i undervisningssituationer, og efterskolelivet ville blive for belastende.

Men en psykolog fra PPR stillede et andet spørgsmål: Hvorfor skulle Niklas opgive sin drøm? Hvorfor ikke i stedet finde ud af, hvad der skulle til for, at han kunne komme på efterskole med sin epilepsi?

Skolen forbereder sig tre år før skolestart

Bag forældrenes forberedelse ligger der også mange timers arbejde på skolerne. På Frijsenborg Efterskole, som Ingrid valgte, møder viceforstander Britt Lundkvist Ovesen, ofte eleverne flere år før første skoledag.

Men det første møde handler ikke om diagnosen.

Det er en almindelig optagelsessamtale med rundvisning og en snak om interesser, ønsker og styrker. Præcis som med alle andre elever. Først bagefter tager Britt Lundkvist Ovesen de mere detaljerede spørgsmål med familien.

Derefter følger som regel et par besøg. Og samtaler med kommunens PPR, med sygehuse, med familiebehandlere, hvis det er relevant. Kontaktlæreren Nanna Bejder, der har Ingrid i sin gruppe, peger på, hvorfor relationen kommer før informationen:

Britt Lundkvist Ovesen sætter ord på, hvad hun egentlig gør, når hun ringer til en familie:

Fra sikkerhedsnet til heppekor

At give slip betyder ikke, at epilepsien forsvinder.

Der kan stadig komme anfald. Der vil være aftaler, som skal justeres, og dage, hvor der skal tages særlige hensyn.

Men erfaringerne viser også noget andet: Det, forældrene har været bange for, behøver ikke blive det, der definerer efterskoleåret.

Niklas har lært at reagere, før trætheden tager over. Han kan mærke sine grænser og trække stikket. For hans forældre er det blevet en af hans største styrker. Og jo mere de kan stole på hans egen fornemmelse, desto lettere bliver det selv at træde tilbage.

For Sanne er bevægelsen den samme.

I årevis har hendes opgave været at være foran. At huske for to. At forudse trætheden, risikoen og det, der måske kunne gå galt.

Nu er opgaven langsomt ved at blive en anden.

Ikke at gå foran Ingrid, men at stå bag hende.

Og heppe.

For mange forældre begynder efterskoleopholdet med ét spørgsmål: Kan mit barn klare det? Svaret er næsten altid ja, viser dette skoleår. Men det kræver noget af alle. Noget af den unge, efterskolen og- forældrene. Det kræver mod til at forberede sig grundigt over lang tid, mod til at stole på andre voksne og mod til at give slip.