Når epilepsi flytter med på efterskole

Kulturrejser, sport, sene aftener og et helt nyt fællesskab. Det er noget af det, mange unge glæder sig til, når de drømmer om et år på efterskole.

For unge med epilepsi kan der følge nogle ekstra spørgsmål med: Hvem ved, hvad der skal ske, hvis jeg får et anfald? Hvordan håndteres min medicin? Hvad hvis jeg har brug for mere søvn eller en pause? Og kan jeg komme med på rejser og ture ligesom de andre?

To meget forskellige efterskoler tog i år imod hver sin elev med epilepsi. På den ene begyndte forberedelserne flere år før skolestart. På den anden blev de konkrete aftaler lagt på et virtuelt møde fire dage inden.

Begge veje fungerer

Netop forskellene mellem de to skoler fortæller noget vigtigt: En skole behøver ikke nødvendigvis have én bestemt model for at kunne rumme en elev med epilepsi. Men den skal være villig til at lytte, forberede sig og finde løsninger sammen med eleven og familien.

Søren Olsen er huslærer på sportsefterskolen Sine ved Løgumkloster. Her er 300 elever, sport og høj fart. Da han fik at vide, at Nicklas, en af de 16 elever i hans hus, havde epilepsi, var hans første reaktion:

Men det blev det ikke. Søren Olsen og hans makker kendte Niklas og hans forældre inden skolestart. De vidste, hvor den anfaldsbrydende medicin lå. De havde lagt en plan for introugen.

I løbet af året rejste Niklas til Portugal på kulturrejse, stod på ski i Sverige og var en del af fællesskabet. Historien om Niklas er ikke usædvanlig. Den er faktisk ved at blive reglen. På efterskoler rundt om i landet starter elever med epilepsi, og de trives, og personalet opdager, at bekymringen var større end udfordringen. Men vejen derhen ser meget forskellig ud fra skole til skole.

I praksis kan skolen have mange særaftaler kørende på samme tid, og man behøver ikke nødvendigvis gå 100% på efterskole«. Forstået på den måde at man godt i en periode kan være der på deltid.

To skoler, to tilgange

Frijsenborg Efterskole ved Hammel har i årtier specialiseret sig i at rumme elever med særlige behov. Viceforstander Britt Lundkvist Ovesen har det primære ansvar for optagelsen – fra det øjeblik eleven første gang træder ind ad døren, til hun overdrager til kontaktlæreren. Hendes proces begynder typisk, når eleven går i 6. klasse. Det vil sige, tre år inden de starter.

Investeringen betaler sig, mener hun, på selve den første skoledag, hvor hun står ved trappen og giver hånd:

Det skal vi nok løse
På Sine Efterskole er tilgangen en anden. 300 elever, et sportsligt fokus og en kultur, der hedder: Det skal vi nok løse.

Et virtuelt møde før skolestart

Forberedelsen bestod her af ét Teams-møde fire dage før skolestart – med Søren Olsen, den pædagogiske leder, Niklas og hans mor Dorte Nielsen. En times samtale om søvn, pauser, medicin og introuge.

Hensyn kan være usynlige

Begge skoler har én ting til fælles: de hensyn, der tages, er usynlige for de andre elever. På Frijsenborg Efterskole er kulturen bygget op om, at elever konstant bevæger sig rundt – til køkkenet, til kontorerne, til kontaktlæreren. Ingen lægger mærke til, hvem der ›skal noget særligt‹, fordi alle ser ud til at skulle noget.

.En af de helt konkrete rammer er mobilpolitikken. Skoledagen er uden skærm; eleverne afleverer telefonerne om aftenen og får dem først om eftermiddagen.

På Sine Efterskole valgte lærerne at lade være med at gøre Niklas’ epilepsi til et tema fra dag ét. I stedet afventede de hans eget valg. Halvanden måned inde i skoleåret bad Niklas selv om ordet på husmødet.

Forældre gør arbejdet lettere

Begge skoler bemærker det samme: forældre til unge med epilepsi gør et stort forarbejde, inden de overhovedet kontakter skolen.

På Sine Efterskole er den tætte forældrekontakt nu stilnet af. Forældrene har fundet tryghed.

To tilgange

De to skolers forskellige måder at arbejde på hænger også sammen med deres størrelse og historie.

Frijsenborg har omkring 100 elever og mange års erfaring med unge med særlige behov. Her er der etableret en række faste rutiner.

Vagtlærerne skriver dagbog og noterer, hvis en elev har haft en svær dag, så kontaktlæreren kan følge op. Elevernes anfaldsplaner er tilgængelige sammen med medicinen, og skolen har et fast system omkring udlevering af medicin.

Britt Lundkvist Ovesen er samtidig helt bevidst om, at en stor efterskole ikke nødvendigvis kan kopiere Frijsenborgs model.

På Sine Efterskole er rammerne anderledes. Personalet ikke har haft særlig undervisning i epilepsi de seneste år, og skolen har ikke samme faste procedurer omkring epilepsi og de udfordringer, der kan følge med diagnosen, som Frijsenborg har opbygget.

Alligevel fungerer hverdagen omkring Niklas.

For Søren Olsen er forklaringen især relationen, dialogen med familien og den viden, skolen har fået om netop Niklas.

Lytter og tager diagnosen alvorligt

De to skoler er forskellige i størrelse, erfaring og arbejdsform.

På Frijsenborg Efterskole bliver trygheden bygget op over lang tid og understøttet af faste systemer og arbejdsgange. På Sine Efterskole blev de konkrete aftaler omkring Niklas etableret kort før skolestart og båret videre af den tætte relation mellem Niklas, hans forældre og de voksne omkring ham.

Det interessante er derfor ikke, hvilken skole der har fundet den rigtige model.

Det er snarere det, de gør ens.

De lytter til den unge og familien. De tager epilepsien alvorligt uden at lade diagnosen fylde mere end nødvendigt. Og når der er noget, der kræver et særligt hensyn, forsøger de at finde en løsning, så den unge fortsat kan være en del af fællesskabet.

Og måske er det netop det vigtigste spørgsmål at tage med, når efterskolerne åbner dørene den 27. september: