Spring navigationen over

Forløbsprogrammer

Faglige beskrivelser af forløbs-programmer

Hospitalets forløbsprogrammer er beskrevet her til fagprofessionelle.

Forløbsprogrammer

23

Antal medarbejdere

725

Grundlagt

1897

Forløbsprogrammer

Børn med epilepsi

Neuropædiatrisk Afdeling har 9 forløbsprogrammer til børn og unge under 18 år.

Continuous Spikes and Waves during slow Sleep

CSWS/ESES er karakteristiske forandringer på søvn-EEG, neuropsykologiske symptomer og eventuelt sproglige/motoriske vanskeligheder.

Børn visiteret til et forløb på baggrund af CSWS/ESES modtages til forambulant undersøgelse hos speciallægen. Afdelingen planlægger indlæggelse med henblik på at registrere anfald og helnats EEG. Hvis patienten diagnosticeres med CSWS/ESES foretages justeringer i den medicinske behandling. Der foretages neuropsykologisk baseline under indlæggelse kort efter, at CSWS/ESES er ophørt. Det vurderes desuden løbende igennem sygdomsforløbet, om der er behov for neuropsykologisk vurdering med skoleopbservation. (pæd.psyk soc. forløb).

Diagnostik og behandling

Børn og unge fra 0-17 år med behov for indlæggelse til nærmere diagnostik og behandling af epilepsi i forløbet ‘Diagnostik og behandling’. Under indlæggelse foretages anfaldsregistrering med video samt EEG-undersøgelse, og vi vurderer, om der er psykosociale vanskeligheder. Forældre modtager under indlæggelsen undervisning i epilepsi og håndtering af epileptiske anfald.

Under indlæggelsen kan der desuden foretages opstart/ændring af den medicinske behandling. Vi indlægger også børn med udviklingshæmning (Filadelfia gruppe 1) hvor undersøgelse og behandling tilrettes barnets samlede situation.

Under indlæggelse tilknyttes patienten en klinisk specialesygeplejerske, der varetager den videre tætte kontakt med patient/familie fremadrettet.

Kortvarig diagnostik uden behandling

Udredning uden behandling kan foregå på specialiseret regions- og hovedfunktionsniveau afhængig af undersøgelsesprogram og epilepsiens sværhedsgrad. Der er mulighed for, at patienten bliver kortvarigt indlagt til videooptagelse. En anden mulighed er , at patienten indlægges til EEG undersøgelse herunder EMU – døgnvideo-EEG. Herefter sendes resultaterne til den henvisende læge, som varetager den videre behandling.

Behandling med Everolimus til Tuberøs Sclerose

Det er nu muligt at anvende immunmodulerende behandling med Everolimus (Votubia) til Tuberøs Sclerose, når der samtidig foreligger behandlingsrefraktør epilepsi. Anvendelsen sker efter nærmere specificerede kriterier for udvælgelse af patienter samt opfølgning på effek og mulige bivirkninger. Behandlingen varetages ambulant udelukkende af specialiserede behandlingscentre: Filadelfia, Rigshospitalet og Aarhus Universitetshospital.

Behandling med Cannabidiol til patienter med svær epilepsi

Afdelingen tilbyder behandling til udvalgte patienter med svære epilepsiformer med cannabidiol, hvor der anvendes CBD-olie – den ikke euforiserende del af cannabis. Ved CBD-behandling kan der være bivirkninger, men sjældent alvorlige. Behandlingsstart foregår under indlæggelse med nøje observation af patienten i forhold til anfald, eventuel bivirkninger ved behandlingen samt blodprøver.

Ambulant funktionsevnevurdering af børn og unge

Målgruppen er børn og unge under 18 år med epilepsi og ledsagende kognitiv og/eller psyykosocial funktionsevnenedsættelse, der har behov for specialiseret vurdering af aktuelle støttebehov, forebyggende tiltag og udviklingsmuligheder. Forløbet er et samarbejde mellem Epilepsihospitalet, Filadelfia og patientens bopælskommune. Epilepsihospitalet vil stå for en udredende og vurderende del af afklaringen under ambulant besøg. Vi foretager her en neuropsykologisk test til afklaring af, hvilke områder patienten har behov for af støtte og hjælp i hjemligt regi. Efter afklaringen afholder vi et tværfagligt møde på tværs af sektorer, hvor vi fastlægger handle-/rehabiliteringsplan i samarbejde med patient og pårørende. Herefter udfærdiger vi en konsensusskrivelse, der tilgår hjemkommune. Henvisning via egen læge.

Psykosocial udredningsforløb

Børn kan efter lægelig henvisning eventuelt tilbydes et psykosocialt udredningsforløb under indlæggelse med en varighed på 2-3 uger. Formålet med indlæggelsen er at afdække barnets kognitive, intellektuelle, skolefaglige, sociale og psykologiske funktionsniveau og bidrage med eventuelle vejledende anbefalinger i forhold til støtteforanstaltninger og pædagogiske tiltag i hjemligt regi. Det tværfaglige udredningsforløb indebærer som regel observationer, test, spørgeskemabesvarelser, gennemgang af tilgængelige akter og interviews med barnets forældre og øvrige relevante parter. I forbindelse med visitationen træffes beslutning om sammensætning fa det tværfaglige udredningsteam, der kan involvere neuropsykologer, skolekonsulenter, pædagoger, sygeplejersker, ergo- og fysioterapeuter med flere.

Efter indlæggelse udfærdigeres en samlet tværfaglig rapport, der tilgår forældre og behandlingsansvarlig læge samt -efter aftale med PPR, hjemskole og eventuel øvrige relevante instanser.

VNS opstart

Behandling med vagusstimulator VNS tilbydes patienter med svær epilepsi, hvor der ikke er mulighed for neurokirurgisk behandling. Filadelfia har stor erfaring i at udvælge patienter til VNS behandling og gennemføre den efterfølgende optimering af stimulatoren. Selve implantationen foregår ved operation på Rigshospitalet eller Aarhus Universitetshospital. Den initiale justering af stimulatoren foretages under indlæggelse på Filadelfia.

Epilepsikirurgiske forløb

En speciallæge indleder med en ambulant undersøgelse. Her planlægger vi et tværfagligt udredningsforløb, hvor en speciallæge og klinisk specialesygeplejerske er gennemgående kontaktpersoner.

Forløbet omfatter

  • Indlæggelse til registrering af anfald ved døgnvideo EEG (EMU), eventuelt ledsaget af SPECT-scanning.
  • Indlæggelse til neuropsykologisk test før operation
  • Indlæggelse efter 12 og 24 måneder til vurdering af operations effekt.

Udredningen kan omfatte MR-scanning af hjernen, SPECT-scanning, PET-scanning og MEG. Desuden foretages undersøgelse ved børnepsykiater, øjenlæge og fysio-/ergoterapeut. Resultaterne af alle undersøgelserne danner baggrund for endelig indstilling til kirurgi i samarbejde med Rigshospitalet.

Diætbehandling og kontrol

Efter forundersøgelse og blodprøver vurderer vi, hvilken diæt der vil passe bedst. Diæten gennemgås med familie/netværk.

Speciallæge, klinisk specialesygeplejerkse og klinisk diætist vejleder og underviser løbende i forløbet.

Klassisk ketogen diæt og Modium Chain Triglycerides (MCT)

Familien indlægges i fem døgn på afdelingen, hvor diæten opstartes og justeres ledsaget af vejledning. Indlæggelsn er ofte ledsaget af videooptagelse af epileptiske anfald og eventuelt yderligere diagnostik/behandling. Efterfølgende behandling foregår primært ambulant hos speciallæge, sygeplejerske og klinisk diætist.

Modificeret Atkins Diæt (MAD)

Opstart af MAD foregår ambulant hos klinisk diætist og klinisk specialesygeplejerske. Den videre opfølgning af diæten foregår hos speciallæge, klinisk diætist og klinisk specialesygeplejerske.

Forløbsprogrammer

Voksne med epilepsi

Neurologisk Afdeling har 9 forløbsprogrammer.

Diagnostik og behandling

Målgruppen er patienter fra 17 år med behov for længerevarende indlæggelse op til tre uger med henblik på nærmere diagnostik og behandling. Særligt uddannet plejepersonale foretager kliniske observationer. I forbindelse med den forambulante undersøgelse bestiller iv relevante undersøgelser: Videooptagelse af anfald, yderligere EEG-diagnostik, herunder eventuel døgnindlæggelse i epilepsiovervågningsenheden, EMU og eventuel en MR-scanning af hjernen.

Diagnostik uden behandling

Vi tilbyder gennemførelse af døgnvideo- og EEG diagnostik under indlæggelse. Efter udskrivelse sender vi undersøgelsesresultater til den henvisende læge.

Invaliderende epilepsi

Diagnostik og særlig medicinsk behandling af patienter med kombineret udviklingshæmning og epilepsi.

Udredning og behandling består af en forambulant undersøgelse hos speciallæge med særlig viden inden for området. Vi planlægger et tværfagligt udredningsforløb under indlæggelse. Personale med særlig erfaring foretager obseration af patienten. Vi optager også anfald med udvidet EEG fx under døgnindlæggelse i epilepsiovervågningsenheden, EMU. Vi henviser eventuelt til MR-scanning af cerebrum, genetisk udredning samt andre relevante undersøgelser. På den baggrund optimerer vi den medicinske behandling. Herefter kan patienten henvises til eventuel anden behandling (kirurgisk/VNS/diæt)

Psyko-social udredningsforløb

Voksne patienter med epilepsi, der har udfordringer i forhold til uddannelse, erhverv eller at mestre hverdagen, kan efter lægelig henvisning tilbydes et psykosocialt udredningsforløb under indlæggelse med en varighed på 1-3 uger.

Den medicinske anamnese suppleres med udarbejdelse af en social anamnese, hvor patientens sociale situation og ressourcer analyseres i kontekst af epilepsien. patient og pårørende informeres om styrker og svagheder og mulige kompenserende tiltag identificeres i samarbejde med inddragelse af patient og pårørende.

Følgende undersøgelser kan indgå i forløbet: 24-timers observation under indlæggelse, neuropsykologisk test, udredning af skolemæssige færdigheder og potentiale for uddannelse, udtrætningsgrad i forbindelse med arbejdsfunktioner samt afdækning af patientens evne til at mestre hverdagsaktiviteter.

Når vi udskriver patienten, afholder vi et netværksmøde, hvor patienten, det tværfaglige team, alle relevante kommunale og øvrige aktører deltager så vidt muligt – ofte virtuelt eller telefonisk.

Vi vægter den mundtlige videreformidling højt. Den skriftlige formidling følger i en samlet tværfaglig rapport nogle uger efter udskrivning. Den sendes sikkert til alle dem, patienten ønsker.

Specialiseret rehabilitering ved epilepsi

Vi indlægger voksne fra 18 år med epilepsi og ledsagende begrænsninger i deres kognitive, psykosociale og/eller fysiske funktionsevner. Forløbet varer 6 uger med observation, støtte og træning af patientens færdigheder og evne til at mestre aktiviteter i hverdagen. Indlæggelsen planlægges med to ugers indlæggelse + to ugers hjemme + to ugers indlæggelse. Derved får patienten mulighed for at afprøve de anbefaldede strategier hjemme. Når vi udskriver patienten, vil vi give en status og vurdering af patientens funktionsevne og udviklingspotentiale på baggrund af observation og undersøgelser, mens patienten er indlagt. Her vurderer vi behov for kompenserende støtteforanstaltninger i hjemligt regi.

Vi har god erfaring med deltagelse af pårørende og kommunale aktører ved det afsluttende møde.

Som led i det tværsektorielle samarbejde udarbejder vi forslag til en skriftlig rehabiliteringsplan ud fra patientens ressourcer og behov. Planen kan sendes til relevante fagpersoner i kommunalt regi med dokumentation, der skal understøtte patientens ønsker og behov for rehabilitering i hjemligt regi. Det sker efter aftale med patienten.

PNES og/eller epilepsi med psykiatrisk komorbiditet

Behandlingen henvender sig til diagnostisk afklarede patienter med PNES og/eller epilepsi med psykiatrisk komorbiditet. Fx belastningsreaktioner, angst, depression, ADHD og autismespektrum-forstyrrelser.

Behandlingen består af 4 ugers psykoterapeutisk forløb under indlæggelse, hvor man er på orlov hjemme i weekenderne, fra fredag til søndag.

Henviste patienter vurderes med henblik på motivation og indikation for et eventuelt forløb. Visitationssygeplejersken planlægger indlæggelse i samarbejde med patienten.

Tilgangen i forløbet er ud fra en tværfaglig kognitiv adfærdsterapeutisk referenceramme, hvor patienten anerkendes og støttes til større grad af selvindsigt, mestringsevne og livskvalitet. Forløbet tilrettelægges ud fra patientens mål og ønsker med støtte og vejledning fra sygeplejefaglig primærbehandler, så patienten oplever en sammenhængende og en helhedsorienteret behandling.

Sygeplejefaglig primærbehandler afholder de terapeutiske samtaler med patienten, med henblik på indsamling af data til udarbejdelse af kognitiv problemformulering, samt løbende evalueringer med patienten i forhold til dennes specifikke mål igennem hele indlæggelsesforløbet. ​

Efter udskrivning er der tilbud om en opfølgende telefonsamtale med en sygeplejefaglig primærbehandler.

Diætbehandling

Formålet med behandlingen er at omlægge hjernens energistofskifte fra at være kulhydratbaseret til at blive fedtsyrebaseret – en ketotisk tilstand, som kan reducere eller helt afhjælpe epileptiske anfald.

Epilepsipatienter kan henvises behandling med Ketogen Diæt fra interne neurologer eller fra eksterne læger inklusiv patientens praktiserende læge.

Ved forundersøgelse hos specialiseret neurolog og klinisk specialesygeplejerske vurderes om patienten er kandidat til behandlingen.

Patientens ressourcer – kognitive funktioner og sociale netværk vurderes i så fald.

Klassisk Ketogen Diæt opstartes altid ved indlæggelse og kan med tiden overgå til Modificeret Ketogen Diæt, som er mindre restriktiv.

Ketogen Diæt tilbydes som kost – som patienten spiser, eller som sondeernæring.

Fra opstart varetages behandling af et tværfagligt team af speciallæge, klinisk diætist, plejepersonale, ergoterapeut og klinisk specialesygeplejerske.

Behandlingen fortsætter ambulant efter udskrivelse af patienten. Behandlingen varer typisk 2-3 år.

Epilepsikirurgiske forløb

Forløbet indledes med en neurologisk forundersøgelse. Det videre forløb foregår i et tværfagligt samarbejde mellem speciallæge og klinisk specialesygeplejerske. Forløbet omfatter flere indlæggelser.

Indlæggelse til registrering af anfald ved hjælp af video EEG fx i epilepsiovervågningsenheden, EMU – eventuelt under nedtrapning af medicin.

Indlæggelse til neuropsykologisk testning.

I udredningsforløbet henviser vi til MR-scanning af hjernen og eventuelt SPECT-scaning, PET-scanning og MEG.

Resultater af alle undersøgelserne danner baggrund for endelig indstilling til kirurgi i samarbejde med Rigshospitalet. Operationer foregår på Rigshospitalet, mens kontroller efter operationen foregår på Epilepsihospitalet, Filadelfia.

VNS-opstart

Implation af vagustimulator, VNS kan tilbydes patienter, som ikke findes egnede til epilepsikirurgi. Filadelfia har stor erfaring med at vælge patienter til implantering af VNS og efterfølgende optimering af stimulator.

Selve implantationen foregår på Rigshospitalet eller Aahus Universitet, mens den initiale justering af stimulatoren oftest foretages ambulant på Filadelfia.

I særlige tilfælde vil justering af stimulator bedst kunne foretages under indlæggelse.

Forløbsprogrammer

Neurofysiologiklinikken

Klinikken har har 7 ydelser til børn og voksne.

Elektroneurografi (ENG almen) UCGG00

Undersøgelse af de perifere motoriske og snsoriske nerver. En neurofysiologiassistent gennemfører undersøgelsen og en speciallæge bedømmer den. Indikation: Karpaltunnelsyndrom, nerveafklemning polyneuropati.

Elektromyografi (EMG/ENG) UCGG01/UCGG02

Undersøgelse af de perifere nerver og muskler ved brug af overflade- og nåleelektroder. Alt efter behov kan vi supplere med ultralydundersøgelse. En speciallæge og eventuelt en neurofysiologiassistent gennemfører undersøgelsen. Indikation: Klinisk mistanke om påvirkning af de perifere nerver og/eller muskler.

Visuel Evoked Potentials (VEP) UCGK01

Undesøgelse af de visuelle ledningsbaner ved lysstimulation (skakmønsterstimulation). En neurofysiologiassistent gennemfører undersøgelsen, og en speciallæge bedømmer den. Indikation: dissemineret sclerose.

Somatosensorisk Evoked Potentials (SSEP) UCGM

Undersøgelse af de perifere og centrale ledningsbaner ved elektrisk stimulation. En neurofysiologiassistent gennemfører undersøgelsen, og en speciallæge bedømmer den. Indikation: Klinisk mistanke om læsion af de centrale motoriske ledningsbaner i rygmarven eller i hjernen.

Motorisk Evokeret potentiale (MEP) UCGN

MEP anvendes til at undersøge motoriske nervebaner fra hjernebarken gennem rygmarven og ud til musklerne. En neurofysiologiassistent gennemfører undersøgelsen, og en speciallæge bedømmer den.

Indikation: Sygdomme, der rammer de centrale motoriske ledingsbaner fra hjernen til rygmarven.

Elektroencephalografi

Standard EEG ZZ141470B
EEG med søvn ZZ1470A

Undersøgelse af hjernen elektiske aktivitet ved brug af overfladeelektroder. Undersøgelsen inkluderer særlge provokationsmetoder fx lysstimulation og hyperventatilation. En neurofysiologiassistent gennemfører undersøgelsen og en speciallæge bedømmer den.

EEG langtidsoptagelse 1-8 timer ZZ1470C

Anvendes hos patienter med hyppige anfald, som sandsynligvis forekommer under et par timers optagelse. Hjernens elektriske aktivitet registreres ved brug af overfladeelektroder samt videooptagelse af patienten.

En neurofysiologiassistent gennemfører undersøgelsen, og en speciallæge bedømmer den.

Forløbsprogrammer

Center for Neurorehabilitering

Vi indleder alle indlæggelser med en uges intensiv, tværfaglig vurdering, målsætning og sideløbende rehabilitering. Vi tilbyder et rehabiliteringsforløb på svært eller moderat niveau. Rehabiliteringsniveauet revurderes hver 4. uge. Vi har jævnlig kontakt med kommunen og afholder ved afslutningen et planlægningsmøde, hvor kommunen modtager en tværfaglig status.

Fast vagt er inkluderet for svært forløb. Er det nødvendigt med to vagter forudsætter det henvisende myndigheds accept af betaling for den ene.

Kom i kontakt med
Filadelfia

Forløbsprogrammer

Seneste nyt

Alle De unge Epilepsi Forskere Hjerneskade Laboratoriet Nyheder
Se flere
Specialrådgivning om Epilepsis stand på Lægedage 2024
Mød os på Lægedage
Lederne Simone Dalby og Meryam Mamadi fra Filadelfias sociale tilbud er på messe.
Stor interesse for tilbud til unge
En perle i forskningen
Filadelfia modtager 2.2 mio. kr. til forskning
Laura og Lærke trives på botilbud for unge
Foto af diakonerne Laurits Petersen og Bjarne Enemark til 60 års jubilæum på Filadelfia
Laurits og Bjarne har 60-års jubilæum som diakoner
Forskere og fagfolk til epilepsikongres i Rom, 2024
Filadelfias forskere i Rom til kongres
Filadelfias patienthotel i Dianalund
Videoovervågning på Filadelfia
Foto af stor lagkage til 100-års jubilæum for Diakonforbundet Filadelfia, 2024
100 år med Diakonforbundet Filadelfia
Foto af opsætning af kamera til EEG-registrering og video hjemme hos patienten
Film om EEG hjemme hos patienten
Se flere