Hospitalets afdelinger
Kend vores organisation
Hospitalet består af Epilepsihospitalet og Center for Neurorehabilitering
Hospitalets afdelinger
Børn med epilepsi
Vi har samlet vores generelle oplysninger og anden information.
Epilepsiafsnit for børn
18 enestuer
Afsnittet tilbyder diagnosticering og behandling af børn og unge med uafklarede anfaldsfænomener, som mistænkes for at være epilepsi samt børn og unge med epilepsi, der har behov for behandlingsoptimering.
Vi foretager også afklaring til børn og unge med epilepsi og ledsagende adfærdsmæssige/kognitive vanskeligheder.
Vi er 45 medarbejdere, alle specielt uddannet inden for pædiatri og epilepsi. Vores fagligheder er speciallæger, sygeplejersker, diætister, social- og sundhedsassistenter og pædagoger. Der er et tæt samarbejde med psykologer, fysio- og ergoterapeuter og lærere på specialskolen, Børneskolen.
Børneambulatoriet
Ambulatoriet er til patienter, der ikke er indlagte, men fx går til undersøgelser, kontrol og behandling. Ambulatoriet undersøger og behandler børn og unge op til 18 år
Hospitalets afdelinger
Voksne med epilepsi
Neurologisk Afdeling har fire afsnit og et ambulatorium.
Epilepsiafsnit for Voksne
Epilepsikirurgisk og psykosocial udredning, efterbehandling og specialiseret rehabilitering ved epilepsi
Afsnittet modtager patienter til indlæggelse i forskellige patientforløb fx epilepsikirurgisk udredning og efterbehandlingsforløb, psykosocial udredning samt specialiseret rehabilitering af patienter med epilepsi. Patienterne er henvist fra Epilepsihospitalets ambulatorier eller af læger udefra.
Mange faggrupper med i behandlingen af epilepsi
Til afsnittet er tilknyttet læger og sygeplejersker. Vi samarbejder med psykologer, fysio– og ergoterapeuter, pædagoger og diætister, når de er med i behandlingen. Afsnittet har 20 enkeltværelser med eget bad og toilet.
Afsnit for Epilepsi med Handicap
Filadelfias sengeafsnit er for fysisk og psykisk udviklingshæmmede patienter med epilepsi, som er svær at behandle, og ofte har de også andre sygdomme. Indlæggelse sker til planlagt patientforløb.
Vores patienter har som oftest vanskeligt behandlelig epilepsi, og situationen er ofte kompliceret af andre sygdomme, ligesom der ofte er adfærdsmæssige problemstillinger. Typisk er der behov for en tæt observation over tid. Indlæggelsestiden er meget afhængig af situationen, men typisk varer den en til tre uger.
Læger med specialviden vil sammen med plejepersonalet tage sig af patientforløbet med undersøgelse og behandling under indlæggelsen. Observation udføres af særligt uddannet plejepersonale.
Der er et tæt tværfagligt samarbejde med fysio- og ergoterapeuter. Værkstedsassistenter og diætister inddrages, hvor det findes relevant.
Der er 12 enkeltværelser. Bad og toilet deles. Under indlæggelsen får alle patienter tildelt kontaktpersoner.
Undervisning af pårørende og institutionspersonale om epilepsi
Afsnittet tilbyder undervisning i epilepsi til indlagte patienter og deres pårørende efter individuel vurdering og behov. Vi underviser også personale, hvis patienten er på botilbud.
Psykoterapeutisk Afsnit
Behandlingen ved Psykoterapeutisk Afsnit henvender sig til diagnostisk afklarede patienter med PNES (Non-epileptiske anfald) med eller uden epilepsi. Behandlingen henvender sig også til patienter med epilepsi og psykiatrisk komorbiditet fx belastningsreaktioner, angst, depression, ADHD og autismespektrum-forstyrrelser.
Behandlingen består af fire uges psykoterapeutisk forløb under indlæggelse. Henviste patienter vurderes med henblik på motivation og indikation for et eventuelt forløb. Derefter planlægger vi indlæggelse i samarbejde med patienten.
I forløbet indgår patientobservation med identifikation af belastningsfaktorer. Vi behandler med kognitiv adfærdsterapi og andre interventioner som metakognitiv terapi, mindfulness, sanserum, kognitiv kropsterapi og psykoedukation i et tværfagligt kognitivt miljøterapeutisk afsnit.
I samarbejde med patienten udformer vi tværfagligt en kognitiv problemformulering som anvendes som dynamisk behandlingsplan. Sundhedsfaglig personale, fysioterapeut og ergoterapeut varetager behandlingen. Efter udskrivning tilbyder vi en telefonsamtale med kontaktperson.
Langtidsafsnit E
På Langtidsafsnit E bor voksne patienter med epilepsi. Afsnittet har døgnåbent årets 365 dage.
Hver lejlighed har stue/køkken, soveværelse og eget handicapvenligt badeværelse. Der hører en lille terrasse til hver lejlighed.
Hverdagen i Langtidsområdet for mennesker med epilepsi
Patienterne har epilepsi og eventuelt medfødte eller erhvervede hjerneskade og samtidig fysiske, psykiske og sociale problemstillinger. Derfor har de et udstrakt behov for lægeligt tilsyn ved Epilepsihospitalets læger. Patienterne har samtidig et udtalt behov for omsorg og pleje. I afsnittet er ansat forskellige faggrupper indenfor plejen herunder sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter med flere.
Patienterne er tilknyttet faste kontaktpersoner samt fast tilsyn af kontaktlæge flere gange om måneden. Vi gør meget for, at patienternes dagligdag kan opleves både indholdsrig og overskuelig. Foruden forskellige arrangementer i afsnittet, bistår vi den enkelte med støtte og ledsager dem i forhold til at opretholde kontakten til pårørende. De deltager også i forskellige oplevelser som byture, koncerter og lignende aktiviteter, der hører hverdagslivet til. Desuden er der et tæt samarbejde med hospitalets fysio- og ergoterapeuter efter individuelt behov. Enkelte er tilknyttet værksteder på Filadelfias Rehabiliterings- og Udviklingscenter.
Voksenambulatoriet
For nye patienter indledes forløbet med en forambulant undersøgelse. Her lægger vi en plan for yderligere undersøgelse eller behandling. Den kan enten foregå under indlæggelse eller i vores ambulatorium for voksne, hvor alle patienter tilknyttes fast læge og sygeplejerske. Efter indlæggelse afsluttes nogle patienter hos os og fortsætter med behandling og kontrol på den afdeling, som henviste dem, mens andre fortsætter i ambulant regi på Filadelfia, så længe vi sundhedsfagligt vurderer det relevant.
Hospitalets afdelinger
Afdeling for Diagnostik og Tværgående Kliniske Funktioner
Vi har samlet vores generelle oplysninger her.
Neurofysiologisk Klinik
250 patienter fra hele landet kommer årligt på Filadelfias EMU, Elektro Monitor Unit. Her måler og registrerer vi den elektriske aktivitet i hjernen samtidig med videoovervågning. Indlæggelsen varer 1-4 dage.
Vi udfører almindelig og højt specialiserede neurofysiologiske undersøgelser på patienter med epilepsi.
Vi gennemfører undersøgelsen af hjerne- og nervefunktionerne, og vores metoder og brugen af avancerede undersøgelsesudstyr giver nyttige oplysninger, som hjælper til at stille meget præcise diagnoser. De neurofysiologiske undersøgelser kan være med til at afklare lidelser i hjernen, nerverne og musklerne. Vi udfører:
- Alle typer EEG (måling af hjernens aktiviteter) herunder døgn video EEG (EMU)
- ENG (måling af nervefunktioner)
- EMG (måling og undersøgelse af musklerne)
- Undersøgelse af nervebanerne for syn, følesans og bevægelser
Vi udfører EMU for epilepsikirurgi på højt specialiseret funktion.
Laboratoriet
Førende inden for TDM-målinger og CYP-test
Laboratoriet har en landsdækkende funktion for analysering af langt de fleste antiepileptika, (AED) og psykofarmaka i blod, samt for analysering af CYP-test. Derudover udføres også almindelige biokemiske analyser, blodprøvetagning på indlagte og ambulante patienter, og forsknings- og udviklingsopgaver.
Laboratoriet er DANAK akkrediteret efter ISO 15189:2013 til medicinsk undersøgelse i specialerne farmakologi, genetik og blodprøvetagning.
På Laboratoriet er kvalitet og højt serviceniveau en naturlig del af den daglige drift, og vi har fokus på korte svartider for alle analyser.
Fysio- og ergoterapi
Som fysio- og ergoterapeuter tilbyder vi undersøgelse, behandling, rehabilitering og vedligeholdelsestræning for patienter med epilepsi. Vi er specialister i vurdering og behandling af meget komplekse problemstillinger i forhold til fysiske, perceptuelle og kognitive funktionsniveauer.
Selvhjælp og livskvalitet for mennesker med epilepsi
Målet er, at du bliver i stand til at klare dig i dagligdagen med den rette hjælp og størst mulig livskvalitet. Patienterne kommer fra Epilepsihospitalets afdelinger. Det sker som led i den tværfaglige diagnosticering og behandling.
Behandling, vurdering og sansestimulation for mennesker med epilepsi
- Vurdering og træning af daglige færdigheder/funktioner.
- Individuel undersøgelse, vurdering og behandling/vejledning.
- Vurdering af behov for hjælpemidler/boligændringer samt formidling af disse.
- Sansemotorisk undersøgelse og træning.
- Sanseintegrationsbehandling samt sansestimulering i snoezelrum.
- Fysioterapeutisk træning.
Hospitalets afdelinger
Afdeling for Epilepsigenetik og Personlig Medicin
Vi rådgiver, udarbejder genetiske analyser og forsker. Adressen er Visby Allé 3, Dianalund
Rådgivning
Afdeling for Epilepsigenetik og Personlig Medicin tilbyder specialiseret genetisk rådgivning om epilepsi og ledsagende kliniske problemstillinger. Formålet kan fx være diagnostik af en bestemt genetisk sygdom. Meget ofte er patienter og pårørende interesserede i at vide, om der er risiko for, at andre familiemedlemmer arver sygdommen.
Fosterdiagnostik er en naturlig del af rådgivningen ligesom at vejlede om, hvordan man kan forholde sig ved graviditet. Man kan ikke altid finde den genetiske baggrund for epilepsi. I de tilfælde vil den genetiske rådgivning tage udgangspunkt i patientens sygehistorie og informationer om den øvrige familie. Det giver ofte en mulighed for at vurdere risikoen for andre familiemedlemmer.
Genetiske analyser
Der er de seneste år gjort store fremskridt indenfor genetiske analyser. Det er nu muligt på kort sigt at teste hele eller dele af arvemassen for eventuelle genetiske årsager til epilepsi. Vi har i samarbejde med en privat virksomhed udviklet en række diagnostiske gentests, der gør det muligt at teste alle relevante epilepsigener på én gang. Det benyttes af sygehuse fra ind- og udland
At få en diagnostisk diagnose og dermed en forklaring på, hvorfor man selv eller ens pårørende har epilepsi, er af stor vigtighed. Det giver ikke bare vished, men kan også fjerne skyld og ansvar.
Det giver også mulighed for en målrettet genetisk rådgivning og i visse tilfælde mulighed for at målrette den medicinske behandling. Samtidig kan patient og pårørende finde et netværk af andre familier med samme genfejl. Man kan nogle gange ud fra den genetiske forandring og de fysiologiske konsekvenser af den forklare, hvordan kroppen vil reagere på nogle medikamenter. Den form for personlig medicin er under konstant udvikling. Epilepsihospitalet bruger det i stigende grad i den kliniske hverdag.
Forskning
Genetik og personlig medicin er et stort forskningsområde, hvor børnelæger, neurologer, neurofysiologer, genetikere og basalforskere i et tæt samarbejde forsker indenfor genetisk epilepsi. Der er i dag fundet ca. 600 gener, der kan forårsage epilepsi.
Hospitalets afdelinger
Neuropsykologisk Afdeling
Vi varetager neuropsykologiske udredninger af børn og voksne med epilepsi.
Børneområdet
Børn med epilepsi kan have vanskeligheder med indlæring og have udfordringer med adfærd. Børnepsykologerne har specialiseret viden om, hvordan forskellige former for epilepsi kan påvirke børns udvikling og kognitive evner.
Vi tilbyder børneneuropsykologiske udredninger med grundig kognitiv testning i kombination med skole- eller børnehaveobservation. Det sker i samarbejde med Filadelfias specialskole Børneskolen og fysio- og ergoterapeuter tilknyttet Epilepsihospitalet. Udredningen giver et helhedsbillede af barnets indlæringsmæssige behov samt pædagogisk vedledning til at imødekomme dem.
Førskoleforløb
Nogle former for epilepsi kan være indgribende og betydeligt påvirke både barnets udvikling og muligheder for at udfolde sig. For disse børn er det ofte i førskolealderen vigtigt at afdække graden af adfærdsmæssig og kognitiv påvirkning i forhold til overvejelser om barnets potentiale for udvikling og grad af behov for støtte ved skolestart – samt eventuel udsættelse af skolestart. I disse forløb udarbejder psykologerne børneneuropsykologiske udredninger med tværfagligt tilsnit efter henvisning fra barnets behandlende læge på Afdeling for Børn med Epilepsi.
Epilepsikirurgi og neuropsykologisk testning
Neuropsykologisk testing indgår som en del af udredningsforløbet for børn og unge, hvor man overvejer et kirurgisk indgreb. Som en del af det kirurgiske forløb sker en fornyet testning af de kognitive evner to år efter operationen.
ESES baseline testning
ESES er et epileptisk syndrom hos børn, hvor der er høj forekomst af epileptisk aktivitet om natten. ESES er ofte forbundet med betydelige vanskeligheder med at lære nyt, adfærdsvanskeligheder og en stor tendens til udtrætning. Neuropsykologisk Afdeling varetager baseline-testning af nydiagnostiserede børn med ESES. Testningen af det kognitive niveau tidligt i forløbet bidrager til den behandlende læges muligheder for at følge effekt af medicin i forhold til barnets kognitive udvikling. Senere i behandlingsforløbet kan en opfølgende test af børnene være med til at afklare, hvordan udviklingen har formet sig og om der eventuelt er kommet flere vanskeligheder til.
Voksenområdet
Voksne med epilepsi kan have kognitive udfordringer, der på forskellig vis påvirker dagligdagen, uddannelse eller job.
Neuropsykologisk vurdering i forbindelse med psykosocial udredning
Psykologer, læger, ergoterapeuter og plejepersonale undersøger patientens kognitive og praktiske færdigheder. Psykologerne bidrager med den neuropsykologiske undersøgelse af de kognitive evner, som ligger til grund for patientens praktiske kunnen.
Rehabilitering og neuropsykologisk indsats
Voksne med epilepsi, som er kognitivt udfordret i en grad, så det kan være svært selvstændigt at mestre dagligdags aktiviteter og eventuelt også uddannelse/arbejde, kan efter den psykosociale udredning henvises til rehabilitering.
Rehabiliteringen vil ofte have fokus på forvaltning af energi, søvn, accept af epilepsien og dens følger, opmærksomhedstræning og strukturering ved hjælp af kompenserende strategier. Hensigten er, at patienten får bedre livskvalitet gennem højere grad af selvstændighed og kontrol over eget liv.
Neuropsykologen bidrager med introduktion til og opfølgende samtaler vedrørende de kompenserende strategier, der bliver gennemgående for forløbet.
Hospitalets afdelinger
Center for Neurorehabilitering
For voksne patienter med erhvervet hjerneskade.
Patienter med erhvervet hjerneskade
Vi er 80 medarbejder, som repræsenterer ni fagligheder. I et tværfagligt samarbejde neurorehabiliterer vi patienter med erhvervet hjerneskade.
Hospitales afdelinger